En jomfrukrone fra Roskilde Domkirke?

Nationalmuseet har afsluttet sine udgravninger i Roskilde Domkirke i forbindelse med regentparrets gravmonument. Under udgravningerne er der blevet fundet grave fra 1000-tallet til 1600-tallet – blandt andet en grav, som tydeligvis har tilhørt en adelig. Hun er nemlig blevet begravet med fint udstyr. Blandt andre ting en pude med guldtråde og noget ret specielt; nemlig en potentiel jomfrukrone. Alle genstandene er nu kommet til Nationalmuseets Bevaringsafdeling i Brede, hvor konservatorerne tager hånd om dem. 

Hvordan er jomfrukronen bevaret, og hvad skal der gøres nu?
”Jomfrukronen” blev fundet i hovedenden af graven og kan derfor i første omgang tolkes som en hårbøjle. Hovedparten af smykket består af mange små ”blomster” lavet af snoet kobbertråd omviklet med silketråd, der på billederne til højre ses som en gul tråd. Metalsaltene i kobberet gør, at silketråden er blevet bevaret. 

Under kransen var der et stykke hørlærred, som også er bevaret på grund af metallet. 
Jomfrukronens dele er blevet renset af Bevaringsafdelingen og skal pakkes i kasser, så enkeltdelene bliver beskyttet bedst muligt. Herefter skal de opbevares ved den rigtige luftfugtighed for at kunne bevares for eftertiden. 

Da jernringen, som har holdt smykkets dele sammen og sørget for, at det kunne sidde fast på hovedet, er korroderet væk, kan vi desværre ikke af den vej finde ud af, hvordan det, vi tror, er en jomfrukrone, har set ud i samtiden. Men de enkelte dele er relativt godt bevaret, og ved hjælp af skriftlige kilder og billeder fra samtiden er det derfor muligt at give nogle bud på, hvordan og i hvilken sammenhæng jomfrukronen har været brugt. 

Hvad er en jomfrukrone? 
I middelalderen dækkede gifte kvinder deres hår med slør, mens de ugifte kvinder, jomfruer, gerne måtte have løst hår. I 1600-tallet, under renæssancen, blev det moderne for gifte kvinder at bære broderede og perlebestukne huer, mens moden for de ugifte kvinder i renæssancen dikterede en slags krans eller krone, i de fleste tilfælde af perler. Det kan vi se ud fra talrige familiemalerier – såkaldte epitafier – fra kirker rundt om i landet. Disse hårbøjler, som det jo egentlig er, kaldes ”bindike” i adlens testamenter og regnskabsbøger fra samtiden. 

At ikke alle bindiker var lavet af perler, kan ses ud fra et retsdokument fra Helsingør i 1563, hvor der på en tyv blev fundet en pose, der blandt andre tyvekoster indeholdt “en forgyllt løuffbindich”. Det omtalte forgyldte løvbindike må henvise til et bindike med pynt af løvblik, og jomfrukronen fra Roskilde Domkirke godt kunne ligne den type smykke, der omtales her. 

Bindiker blev brugt af ugifte kvinder, men også af brude på deres bryllupsdag: Her bar de en krans, der blev båret omkring det stramt tilbageredte hår (se billedet til højre). Det stykke hørlærred, der blev fundet lige under smykket, kan i så faldt være syet på for at beskytte smykket eller for at holde på håret. I regnskabsbøgerne bliver der flere steder nævnt bånd til at sætte i kanten af konehuerne - dette kunne have samme formål. 

På den måde fortæller smykket fra Roskilde Domkirke, som vi tolker som en jomfrukrone, en ekstra historie om 1600-tallets adelskvinders smykker og om den statusændring, der skete, når man blev gift. Samtidig hjælper de arkæologiske fund os til bedre at forstå malerier og beskrivelser fra samtiden.

Se flere billeder af familiemalerier, epitafier, på Livinghistory.dk.