Sjælden laktromme fra Maldiverne til Nationalmuseet
14. august 2012
En stor pakkasse med en gammel og sjælden laktromme ankom om morgenen den 7. august til Etnografisk Samling på Nationalmuseet. Den havde rejst helt fra øgruppen Maldiverne i Det Indiske Ocean i selskab med etnograf Nils Finn Munch-Petersen, der tidligere har indkøbt spændende og unikke genstande til Etnografisk Samling.
Trommen er en af de få tilbageværende laktrommer i Maldiverne – Nationalmuseet i hovedstaden Male ejer tre. Ved hjælp af en donation fra Ny Carlsberg Fondet lykkedes det Etnografisk Samling at få indkøbt trommen, som repræsenterer noget af det ældste og fineste lakhåndværk fra Maldiverne.
At trommen har været i brug indtil for ganske nylig ses af det nye trommeskind og de nye reb. Rebene spærrer lidt for de smukke blomster- og bladrankemotiver, der er indridset på trommen, som i forvejen er slidt af brug og af den salte havluft. Men de viser til gengæld, at trommen er en brugsgenstand, der har gennemgået mange stadier i sit mere end hundredårige liv.
Trommen er fremstillet på øen Thulhaadhuu i Maalhåsmadulu Atollen, sandsynligvis engang i 1800-tallet. Den har været brugt på øen Kulhudhuffushi i Thiladhunmathi Atollen.
Inspiration fra Kina og lak fra Indien
Øgruppens gamle lakarbejder med blomstermotiver er så forfinede og gennemarbejdede, at eksperter gisner om mulige inspirationskilder i stentøj fra Kina og i slyngmønstrede messingting fra det nordlige Indien og Himalaya.
Et kendetegn for alle tre typer kunsthåndværk er skravering af blomsternes midterparti, der også forekommer på den nyerhvervede tromme. Det blomsterdekorerede kinesiske stentøj kan være kommet ad søvejen både direkte fra Kina eller via eksport af kinesisk porcelæn fra Indonesien.
Maldiverne har i århundreder været en del af hele det sydøstasiatisk-arabiske handels- og kulturområde. De maldiviske lakarbejder er ikke kun inspireret af fremmede formsprog. Både lak (fra laktræet, Rhus verniciflua) og farver måtte også importeres, tidligere fra Bengalen, senere fra Sri Lanka.
Men både råmateriale og dekorationer udgør en prægnant maldivisk laktradition, hvor blomster- og bladranker slynger sig over og under hinanden. Nogle af de fineste af de gamle lakarbejder hørte hjemme i sultanpaladset, hvor ikke kun brugsgenstande, men både balustre, vægge og lofter var udsmykket med lakdekorationer.
Statskup ødelagde kulturarven
Dette palads er nu jævnet med jorden. Det blev det et par år efter et magtskifte i 1968, hvor den nytiltrådte præsident og tidligere storvizir, Ibrahim Nasir, lod det rive ned som tegn på, at 800 års sultanstyre nu var slut.
Sultanat blev til republik, og en ny, moderne tid skulle begynde. Paladsets skatte blev solgt og givet væk. Den 7. februar 2012 væltede tilhængere af den tidligere diktator, Maumoon Abdul Gayoom, ved et statskup den demokratisk valgte regering ledet af Mohamed Nasheed.
Selv om Maldiverne har været et muslimsk land siden 1100-tallet, var begrundelsen for kuppet, at landet skulle have en mere fundamentalistisk udgave af Islam. På selve kupdagen blev således alle præislamiske genstande (hinduistiske og buddhistiske) i Maldivernes Nationalmuseum ødelagt.
Trommen supplerer fin maldivisk samling
Både Indien og USA anerkendte hurtigt den nye regering, selv om Maldivernes afsatte præsident ellers havde fået megen positiv international opmærksomhed og hjælp i de få år, landet havde demokrati, bl.a. på grund af sin spektakulære optræden med undervandsmøder på klimatopmødet i København i 2009, hvor han, med gavmild økonomisk støtte fra USA, kritiserede Kinas og Indiens klimapolitik.
Laktrommen hører til den sene islamiske periode i Maldiverne og har derfor endnu ikke været truet med ødelæggelse, mens vandalisme mod tidlige islamiske bygninger og gravmonumenter i vidt omfang allerede har fundet sted.
Trommen indgår nu i samlingen af maldiviske genstande på Etnografisk Samling, som bl.a. omfatter fine lakarbejder – herunder en pragt-pokal, der stammer fra det gamle sultanpalads.