Udfører en søgningSøg

Nationalmuseet udstiller unik møntskat fra Møn

1. oktober 2012

En stor møntskat fra Grevens Fejdes tid udstilles nu i Nationalmuseets forhal. Det sker fra den 2.- 21. oktober.

4-skilling 1535, Stockholm. Forsiden viser en konge på trone med scepter.
4 skilling 1535, Stockholm. Skatten fra Magleby rummer indtil videre to eksemplarer af denne meget sjældne mønt, en 4 skilling af sølv, slået i Stockholm af den svenske konge, Gustav Vasa, som på den måde støttede Christian III i Grevens Fejde. Forsiden viser en konge på trone med scepter. Foto: John Lee, Nationalmuseet.
På bagsiden af skillingen ses det danske rigsvåben mellem 15 og 35. Foto: John Lee, Nationalmuseet.
På bagsiden ses det danske rigsvåben mellem 15 og 35. Foto: John Lee, Nationalmuseet.
Møntskat fra Møn - stadig i jorden.
Møntskat fra Møn - stadig i jorden. Foto: Nationalmuseet.

Skatten dukkede op i Pinsen, da amatørarkæologen Loke Ried med sin metaldetektor afsøgte en mark ved Magleby på det østlige Møn. Museerne i Vordingborg udgravede sammen med Nationalmuseet de mange mønter, og nu er det tid til at vise en stor del af skatten frem.

- Vi havde håbet at kunne vise det hele, men en pæn del af skatten er fortsat under konservering, og der går måneder, inden vi er helt færdige, siger museumsinspektør Michael Märcher fra Den kgl. Mønt- og Medaillesamling på Nationalmuseet.

Han lover alligevel smæk for skillingen. Udstillingen viser 362 af de i alt 650-750 mønter, som skatten formodes at rumme. Nationalmuseets konservatorer har renset et udvalg af mønterne, så de 10 mønttyper, skatten indeholder, kan opleves.  Det er møntenheder såsom hvide, søslinge, skillinger, ½ mark og ¼ sølvgylden, som i dag lyder ukendt i de flestes ører.


Skatten indeholder også nogle meget sjældne mønter. Der er to særlige mønter slået i Ribe i 1524, da Frederik I var udvalgt konge, men endnu ikke kronet. I skatten findes også to meget vigtige mønter slået i Stockholm i 1535 i Christian III´s navn af den svenske konge, Gustav Vasa. Den svenske konge støttede på den måde Christian III økonomisk under Grevens Fejde.

Skatten blev formentlig gemt bort sent i året 1535 eller tidligt i 1536. Det var under Grevens Fejde, hvor Danmark var hærget af en voldsom borgerkrig. Den ramte også Møn, hvor oprørske bønder afbrændte Stegeborg. Det er derfor nærliggende at kæde skatten sammen med disse dramatiske begivenheder.
Mønterne repræsenterer en stor værdi på cirka 100 mark, som datidens møntfod hed.

- Det svarede til adskillige måneders arbejdsløn for de fleste personer i 1500-tallet, så skattens ejer var næppe en helt almindelig bonde eller borger, men derimod en velhavende person, såsom en købmand eller en skipper, der kunne lægge penge til side, forklarer Michael Märcher.

Tid og sted:
Udstillingen kan ses tirsdag – søndag kl. 10 – 17 i Nationalmuseets forhal fra 2. oktober og frem til 21. oktober.

For yderligere oplysninger kontakt:
Michael Märcher, museumsinspektør den Kgl. Mønt- og Medaillesamling. Tlf: 41 20 41 63.
Henrik Schilling, presseansvarlig, Nationalmuseet. Tlf.: 41 20 60 16