Udfører en søgningSøg

Nationalmuseet afslører nye sider af Træskomaleren

9. november 2012

Nye kalkmalerier i Kværndrup kirke viser, at det såkaldte Træskomaler-værksted var langt bedre kunstnerisk end hidtil antaget.

Nye kalkmalerier i Kværndrup kirke viser, at det såkaldte Træskomaler-værksted var langt bedre kunstnerisk end hidtil antaget.
Akvarel af Træskomalerens udsmykning i Kværndrup Kirke. Akvarel af Johanne Velling

 

Under istandsættelse i Kværndrup kirke i 2010 opdagede en murer nogle hidtil ukendte kalkmalerier.  De er malet af det fynske kalkmalerværksted, kaldet Træskomaleren, som malede omkring år 1500 e.Kr.

De nyopdagede kalkmalerier viser, at Træskomaleren var langt mere stilsikker og meget mere anvendt end hidtil antaget.
- Tidligere betragtede man Træskomalerværkstedets kalkmalerier som naiv og barnlig folkekunst, fordi malerne brugte symboler og masker fremfor store fladedækkende kompositioner. Man troede længe, at det var murerne, som sluttede hvælvbyggeriet af med at lave magiske billeder, fortæller Martin Wangsgaard Jürgensen, som er redaktør på Danmarks Kirker på Nationalmuseet.

Kalkmalerierne følger i virkeligheden blot nogle særlige strømninger i senmiddelalderen, hvor man begyndte at bruge mange symboler og enkeltmotiver fremfor store fladedækkende udmalinger. Det giver de sene kalkmalerier såsom Træskomalerens et knap så formfuldendt præg, som man fejlagtigt har opfattet som primitivt.

Produktiv maler

I Kværndrup Kirke har Martin Wangsgaard Jürgensen og hans kollegaer kunnet påvise, at kalkmalerierne knytter sig meget tæt til nogle særlige ritualer omkring den katolske faste. Det viser, at Træskomaleren forstod og respekterede kirkens teologiske konventioner.

- Kalkmalerierne i Kværndrup Kirke gør op med vores egen æstetiske opfattelse af kalkmalerier, og træskomalerens værksted viser blot en anden og lige så betydningsfuld side af kalkmalerierne, siger Martin Wangsgaard Jürgensen.

Træskomaleren var et meget produktivt værksted, hvilket gjorde værkstedet til et af de mest efterspurgte på Fyn.  Det har dekoreret op imod fyrre kirkerum henholdsvis på Fyn, Langeland og muligvis i Sønderjylland samt på Sjælland. Træskomalerværkstedet har ikke kun udsmykket små landsbykirker, men også nogle få større kirker, som Fåborg Bykirke.
Malerierne i Kværndrup kirke er fra 1484 og de er Træskomalerværkstedets ældst daterede værk, mens det sidste værk dateres til 1517 i Mesinge på Nordfyn. Værkstedet kaldes kaldes Træskomalerværkstedet, fordi et af de symboler, malerne brugte, var et par træsko.

Undersøgelserne af kalkmalerierne i Kværndrup Kirke fremlægges i Nationalmuseets Arbejdsmark 2012, som udkommer 13. november.

Billedtekst 1: Kristi ansigt malet af Træskomaleren med den latinske inskription ”memorare novissima”, som betyder husk på det sidste, hvilket hentyder til døden. Foto: Roberto Fortuna Nationalmuseet.

Billedtekst 2: Akvarel af Træskomalerens udsmykning i Kværndrup Kirke. Akvarel af Johanne Velling

For yderligere information kontakt:
Martin Wangsgaard Jürgensen, redaktør på Danmarks Kirker v. Nationalmuseet Tlf.41206128