Udfører en søgningSøg

Moselig fra jernalderen fuld af farver

29. maj 2012

I lang tid mente man, at tekstilerne fra den tidlige del af jernalderen frem til Kristi fødsel, var ufarvede. Man mente, at mønstrene alene blev lavet ved at kombinere forskellige nuancer af naturligt farvet uld. Men tøjet i den tidlige jernalder var langt mere farverig end hidtil antaget. Det viser farveanalyser af tekstiler fra forskellige mosefund. Det gælder også Huldremosekvinden, som ligger udstillet på Nationalmuseet.

Huldremosekvinden blev fundet i en mose på Djursland i 1879 og er et af de mest velbevarede og velklædte moselig, som er fundet i Danmark. Kvindes dragt bestod af to skindkapper, et ternet uldtørklæde, en ternet uldnederdel, og formentlig en underkjole fremstillet af brændenældefibre.

Farveanalysen viser, at både skørtet og tørklædet var farvet med plantefarver. Skørtet indeholder spor af tre farvestoffer, nemlig et blåt, et gult og et endnu uidentificeret farvestof, som formentlig har været rødligt. Tørklædet har afsløret en blanding af flere ukendte farvestoffer, som både ligger i det røde og gule område.

Selvom farveanalysen er ganske konkret, er det alligevel ikke ligetil at sige, hvilken farve de to tekstiler har haft, og noget tyder på, at Huldremosekvindens tøj har fået farverne ændret eller opfrisket. Der er flere farvestoffer til stede i de samme tråde, og det viser, at der har været anvendt flere farvebade, og at man ved gentange farvninger har fornyet og genopfrisket farverne.

Et sandsynligt bud på, hvordan Huldremosekvindens dragt kan have set ud, klæder hende i et skørt med en oprindelig blå nuance. På et tidspunkt er skørtet farvet igen og har bevæget sig over i det grønlige eller brunlige farvefelt, mens tørklædet har haft en rødlig nuance med et purpuragtigt eller gulligt skær.

Se filmen om Huldremosekvinden og hør arkæologen Ulla Mannering fortælle om kvindens flotte farver.