Grønlandsk tegneserie byder på kunst og kulturformidling
I en vellykket blanding af fiktion og fakta fortæller Hermelinen historien om et folk der forsvandt, og bogens illustrationer er kunstværker i sig selv.
Hermelinen er bind to ud af fire i tegneserien Oqaluttuaq(Fortællinger), der handler om Grønlands forhistorie. Handlingen foregår i 1100-tallet, hvor den sene dorset-kultur møder inuit-kulturen. Inuitterne, som netop var indvandret, indtog i løbet af blot få generationer alle dele af arktisk Canada og Grønland, mens dorsetfolket(som inuitterne kaldte tunit) forsvandt sporløst.
Illustrationerne er kunstværker i sig selv
Med Nuka K. Godtfredsens værker er der tale om sublimt håndarbejde, og illustrationerne, der må betragtes som kunstværker i sig selv, er en vigtig brik i formidlingen af Grønlands forhistorie. Værkerne er af så høj kunstnerisk såvel som videnskabelig kvalitet, at Nationalmuseet betragter dem som vigtige fremtidige kilder.
Fiktion blandes med fakta
Hermelinen er en fiktiv fortælling baseret på historisk viden. Med henblik på at repræsentere så præcist et billede som muligt af f.eks. redskaber, jagtmetoder, boligform, beklædning og ikke mindst tolkninger af tankegang og spiritualitet i disse arktiske samfund, har Nuka K. Godtfredsens haft assistance af arkæologer fra Nationalmuseets etnografiske samling. De har blandt andet været behjælpelige med viden om de tidligste samfund og kultur.
Har du endnu ikke set udstillingen ”Qanga – tegnet fortid” på Nordatlantens Brygge i København, kan det varmt anbefales. Her udstilles Nuka K. Godtfredsens originale akvareller, der er malet til de to første bind af tegneserien. Udstillingen vises til og med d. 2. september 2012.
Hermelinen er lavet i samarbejde mellem Det Grønlandske Undervisningsmiddelforlag og SILA - Nationalmuseets center for Grønlandsforskning
Pris: 199,- Kan købes i webshoppen (eksternt link)
Illustrationer: Nuka K. Godtfredsen
For yderligere oplysninger kontakt:
Martin Appelt martin.appelt@natmus.dk 41 20 62 22
Olav Arnkjær olav.l.arnkjaer@natmus.dk 41 20 60 17