Udfører en søgningSøg

Frihedsmuseet åbner særudstilling om Hvidstengruppen

8. marts 2012

I anledning af filmen om Hvidstengruppen åbner Frihedsmuseet en særudstilling om den jyske modtandsgruppe, der var specialiseret i at modtage våben nedkastet fra fly.

Plakat for udstilling om Hvidstengruppen.
Plakat for udstilling om Hvidstengruppen.

Flere af gruppens medlemmer blev arresteret i marts 1944, og otte af dem blev henrettet 29. juni samme år. Frihedsmuseets udstilling rummer flere genstande, som har relation til Hvidstengruppen og dens illegale virke.

- I Frihedsmuseets afsnit om våbennedkastningerne under besættelsen har vi skabt en særudstilling om Hvidstengruppen. Herfra skyder røde liner sig ud gennem museets faste udstilling og frem til begivenheder med forbindelse til Hvidstengruppens historie, fortæller Frihedsmuseets leder, Esben Kjeldbæk.

I museets kopi af en celle fra Vestre Fængsel viser museet for første gang en skammel fra den celle, Hvidstengruppen sad i. En medfange har under sædet med blyant skrevet navnene på de otte henrettede medlemmer af gruppen.

Dele af filmen om Hvidstengruppefilm er optaget på Frilandsmuseet i Stationsbyen. Her fandt filmskaberne den perfekte og autentiske historiske ramme om Hvidstengruppens natlige aktiviteter.

Udstillingen står til 1. juli.