Ny 100-krone seddel med Hindsgavldolken

27. april 2010

Den 4. maj udsender Nationalbanken den nye 100-kroneseddel.På forsiden ses den gamle Lillebæltsbro og på bagsiden flintdolken fra Hindsgavl på Fyn. Det er nummer to i serien af nye pengesedler med motiver tegnet af kunstneren Karin Birgitte Lund. På alle de nye sedler er der billeder af broer på den ene side og billeder af oldtidsfund fra Nationalmuseets samling på den anden side. Broer som forbinder landskaber, og oldsager som forbinder fortid og nutid.

Af Poul Otto Nielsen, leder af Danmarks Oldtid

Hindsgavl-dolken er udstillet i rum 6 i den permanente udstilling om Danmarks oldtid. Den 29,5 cm lange flintdolk er det fineste eksempel på stenalderens flintteknik. Typen kaldes ’fiskehaleformet’ på grund af grebets facon, der efterligner metaldolke, hvis greb afsluttes foroven med en oval plade. Dolken stammer fra den seneste del af stenalderen, ca. 1900-1700 f.Kr. På dette tidspunkt har der allerede i op mod et halvt årtusind hersket en ’dolkmode’ blandt våbenføre mænd. Baggrunden var en begyndende metalproduktion i Vest- og Mellemeuropa fra ca. 2400 f.Kr.

Som det ofte er sket, var det teknologiske fremskridt i første række til gavn for fremstilling af våben. Dolke af kobber blev en del af mandens bevæbning. Men herhjemme, som i hele Norden, skete der i begyndelsen næsten ingen tilførsel af kobberdolke, i stedet fremstillede man dolke af flint. Og man tog udfordringen op. Mens de fremmede kobberdolke i begyndelsen var små, normalt ikke over 20 cm lange, kappedes man i Danmark om at lave flintdolke på op mod 40 cm’s længde.   

De ældste flintdolke var lancetformede uden markeret greb. Fremstillingsteknisk var det en enkel form at arbejde med for flintsmeden. Den krævede en tålmodig bearbejdning af flintstykket, sikkert med en hammer af hjortetak, indtil det rå flintstykke var reduceret til det flade, tosidede blad. Den sidste bearbejdning skete ved at presse tynde flager af langs kanterne. Nutidens flintsmede, der er blevet rene eksperter i udførelsen af denne teknik, bruger gerne kobber til den afsluttende presning mod kanterne. Nogle mener, at man gjorde det samme i stenalderen.

Med tiden udviklede man teknikken, så flintdolken blev med blad og skæfte i ét stykke. Hindsgavl-dolken er et perfekt eksempel på denne avancerede teknik. Alle afspaltninger langs kanterne er foretaget med den største præcision. Det viser, hvor meget flintsmeden anstrengte sig i konkurrencen med metalvarerne, som på dette tidspunkt bredte sig og kom til at udkonkurrere det gamle flinthåndværk.

Flintdolkene havde en ulempe i forhold til metaldolkene. Flinten har nogenlunde de samme egenskaber som glas og kan splintres, hvis den bliver ramt af noget hårdt. En flintdolk kan knække, hvis man taber den. Det har fået nogle til at sætte spørgsmålstegn ved, om flintdolkene overhovedet var effektive som våben. De dukker op i mandsgravene ca. 2350 f.Kr. og erstatter stridsøksen af sten. Der er derfor ingen tvivl om, at der herved skete en ændring i mandens våbenudrustning og våbenbrug. Men dolken kan også have haft en overvejende symbolsk funktion.

Nogle mener, at flintdolkene blev brugt mere som offerknive end som våben; at det var med flintdolken, man aflivede offerdyret eller skar for, når kødet skulle deles. I løbet af de 600 år, som er tidsrammen for stenalderens slutningstid, blev der fremstillet tusindvis af flintdolke, og de blev eksporteret til det nordlige Skandinavien  såvel som mod syd til Mellemeuropa. De forekommer så almindeligt, at de har givet navn til perioden: ’dolktid’. Snarere end at have haft en ganske speciel funktion tyder deres mængde og udbredelse på, at der her var tale om en efterspurgt vare, der blev brugt til flere formål, både som våben og redskab.

Men der var betydelig forskel på kvaliteten af flintdolke, og Hindsgavl-dolken hæver sig langt over gennemsnittet. Den må have tilhørt en mand af høj status. 

Hindsgavl-dolken vakte berettiget opsigt, da den blev fundet. Ligesom det var tilfældet med Skarpsalling-karret, eksisterer der to versioner af fundhistorien. De går dog begge ud på, at dolken blev fundet af et barn på en mark på øen Fænø i Lillebælt omkring 1867. Fænø hørte under godset Hindsgavl, og der forblev dolken i privateje ganske længe. Dolken blev kendt for en bredere offentlighed, da den sammen med andre fund fra private samlinger blev vist på Verdensudstillingen i Paris i 1889. Dér blev den set af blandt andre Nationalmuseets senere direktør, Sophus Müller. Efter udstillingen kontaktede Müller den adelige familie og opnåede en aftale om, at dolken blev deponeret på Nationalmuseet, hvor den siden har haft sin plads i oldtidsudstillingen. Dolken blev dog først endeligt museets ejendom i 1923.

Litteratur:

• Chr. Adamsen: Fænødolken. Skalk nr. 4, 2009, s. 16-17.
• J. Berglund: Fænø-flint. Fynske Minder 1981, s. 7-11.
• E. Lomborg: Die Flintdolche Dänemarks. Nordiske Fortidsminder Ser. B, nr. 1. Det Kgl. Nordiske Oldskriftselskab, København 1973.
• N.V. Skak-Nielsen: Flint and metal daggers in Scandinavia and other parts of Europe. A re-interpretation of their function in the Late Neolithic and Early Copper and Bronze Age. Antiquity 83, 2009, s. 349-358.