Udfører en søgningSøg

[Akwaaba] - Velkommen Ghana!

18. januar 2010

Hele februar måned står der Ghana på programmet på Nationalmuseet. Museet har siden 2005 forsket i Danmarks og Ghanas fælles kulturarv og som led i formidlingen af dette projekt, sætter vi nu fokus på Ghana for både børn og voksne. Kom og hjælp en ghanesisk trash-art kunstner med at skabe værket Plastic Fantastic af plastikposer og plastikskrald, eller tag børnene med til workshoppen Ghana på hovedet, hvor du kan opleve glimt af livet som barn i Ghana – prøv for eksempel om du kan bære en tung dunk på hovedet? 

Man kan ikke være mange timer i Ghana før man støder på ordet ’Akwaaba!’ i flyets reklamefolder, hos taxachaufføren eller i hotellets reception. ’Akwaaba Broni!’ - ’Velkommen hvide!’ råber børnene med store nysgerrige smil. Gæstfrihed er en dyd og har været med til at give Ghana kælenavnet ’Gateway to Africa’.

I februar byder Nationalmuseet velkommen til møder mellem Ghana, ghanesere og Nationalmuseets besøgende: Mød en ghanesisk ’Trash Art’ kunstner og 3000 tomme is-poser, se is-handlerens budcykel og den bulede trotro bus, hør om en tidligere dansk slaveplantage, den fælles kulturarv, pinsekirker, udviklingspolitik, migranter der trodser Sahara, moderne ghanesisk litteratur og tusindårige arkæologiske fund eller kom en tur til damefrisør på ghanesisk vis! Se det fulde aktivitetsprogram nedenfor.

Nationalmuseets Ghana-initiativ

Midt i Ghanas hovedstad Accra ligger fortet Christiansborg. Herfra regerer Ghanas præsident, og herfra styrede danske guvernører fra 1661 til 1850 danske besiddelser på Guldkysten. Danske sømænd, købmænd, embedsmænd, soldater, præster og andre godtfolk mødte afrikanske høvdinge, købmænd, menigmænd, kvinder, soldater og slaver, ikke mindst. Det var nemlig handel, først med guld og elfenben og siden med slaver, der var drivkraften for farefulde rejser og eksotiske møder fjernt fra Danmark. Afrikanere bød de hvide købmænd velkomne. Også de var interesserede i at gøre en god handel – måske nok uden at kunne overskue konsekvenserne. 

Også i dag byder ghanesere danskere velkomne, men heldigvis i helt andre forbindelser. Samhandel, bistandsarbejde, uddannelses- og kulturel udveksling knytter i dag nære bånd mellem de to lande. Nationalmuseet har i samarbejde med ghanesere gennem de sidste fem år undersøgt og formidlet de to landes fælles historie, især gennem udgravning og genopbygning af en tidligere dansk slaveplantage, Frederiksgave, som i dag er museum. 

Yderligere oplysninger:

Arrangementerne er blevet til med støtte fra Augustinus Fonden, Fanmilk Ghana Ltd og Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene.