Ny fortolkning af Stonehenge
1. juni 2008
I den nye udstilling om Danmarks oldtid er der udblik til betydningsfulde arkæologiske fundsteder uden for Danmark. Udviklingen her i landet bliver forbundet med vigtige kulturer og begivenheder i verden omkring os. I udlandet sker der også nye, spændende arkæologiske udgravninger og forskning, som ændrer på vort billede af livet i fortiden
Det mest gådefulde monument i Europa ligger i det sydlige England på Salisbury Plain. Stonehenge har haft en lang bygningshistorie, der begyndte omkring 3000 f.Kr. med anlæggelse af en cirkulær jordvold. Omkring 2500 f.Kr. rejstes en kreds af parvise, 4 tons tunge ’bluestones’, der var transporteret fra Wales 400 km borte. Byggeriet kulminerede et stykke tid senere, da den store stencirkel blev rejst omkring en hestesko bestående af fem par høje sten med overliggere. Til de store sten på op til 50 tons blev der denne gang brugt en mere lokal stenart fra et område ’kun’ 40 km borte.
Stonehenge var et enormt byggeri målt i forhold til datidens energiressourcer. Anlægget må have haft central betydning inden for et stort område. Om dets funktion kan vi sige, at det har været anvendt til begravelser – der er fundet nær ved 240 grave med brændte ben i Stonehenge. Men det har også været en form for observatorium eller kalender, med sigtepunkter rettet mod solens opgang ved midsommer.
En forskergruppe har for nylig taget fat på nye udgravninger i Stonehenge og dets omgivelser for at afprøve nye teorier om anlæggets funktion. Et af de gådefulde træk ved Stonehenge er en næsten 1 km lang processionsvej, der fører til floden Avon. Tre km fra Stonehenge ligger en anden helligdom, et meget større rundt anlæg, Durrington Walls, med cirkulære trækonstruktioner inden for en vold. De to anlæg har eksisteret på samme tid
De døde på rejse
Der er fundet overbevisende spor af kulthandlinger inden for volden omkring Durrington Walls. Nye udgravninger har vist, at også dette anlæg var forbundet med floden Avon med en processionsvej, 167 m lang. Både for Stonehenge og for Durrington Walls har forbindelsen til floden haft en særlig betydning, men hvilken?
En af arkæologerne, der arbejder med netop dette spørgsmål, Mike Parker Pearson fra University of Sheffield, har beskæftiget sig med nutidig dødekult på Madagaskar, hvor begravelser forløber gennem en række ritualer, indtil sjælen, som man opfatter det, har forladt den dødes legeme. På Madagaskar er de levende forbundet med træ, de døde med sten.
Sammen med en af sine samarbejdspartnere fra Madagaskar, Ramilisonina, besøgte Parker Pearson området omkring Stonehenge. I fællesskab nåede de frem til en teori om, at floden Avon kunne have udgjort ’dødsruten’ mellem Durrington Walls og Stonehenge. Hver del af transporten langs denne rute, først fra Durrington Walls (bygget af træ), ad processionsvejen til Avon, derpå sejladsen på floden og endelig transporten ad processionsvejen til Stonehenge (bygget af sten), kan have haft betydning som led i begravelsesritualet, hvorigennem den afdøde blev bragt fra de levendes verden til forfædrenes hvilested.
Mike Parker Pearson og Ramilisonina har med en analogi fra et fjernt, oprindeligt folks kultur givet forslag til, hvordan områdets to mest betydningsfulde monumenter kan have været forbundet af ét og samme dødsritual. Svaret på, hvad Stonehenge faktisk har været, løses ikke kun ved at undersøge selve monumentet. Man må også fokusere på omgivelserne. Inden for en radius af 2,5 km omkring Stonehenge findes den største koncentration af gravhøje fra den tidlige bronzealder i England. At blive begravet nær Stonehenge har været vigtigt. At blive begravet i Stonehenge må have været af ganske særlig betydning.
Nye udgravninger ved Durrington Walls har afsløret, at der her lå en landsby - eller måske snarere en by? – med over 300 lerklinede huse. Det er den største bebyggelse fra bronzealderen, man har fundet i England. Konturerne af det samfund, der benyttede Stonehenge, er begyndt at tegne sig.
At sende de døde på rejse fra ét opholdssted til et andet er et træk ved stenalderens dødekult i hele Europa, også i Danmark. På stenalderens store samlingspladser (bygget af træ) har der sandsynligvis været midlertidige begravelsespladser for de døde, der endte med at blive gravlagt i dysser og jættestuer (bygget af sten). Samlingspladserne var herhjemme i funktion ca. 3500-3200 f.Kr. og er samtidige med bygning af dysser og jættestuer.