Dendrokronologiens historie
Dét at hente oplysninger ud af træernes årringe er dog ikke noget nyt! Forstfolk har i det sidste par hundrede år studeret træernes årringsdannelse eller "tilvæksten" for at finde frem til den mest givtige form for skovdrift.
I 1894 rejste en ung forsker, Andrew E. Douglass, til Flagstaff i staten Arizona, USA, for at tiltræde et job som første assistent for direktøren ved Lowell Astronomical Observatory. Et af de felter, der specielt interesserede Douglass, var solpletter, og særlig solpletaktivitetens mulige indvirkning på vejret, først og fremmest nedbøren, havde hans opmærksomhed. Den systematiske indsamling af meteorologiske data var imidlertid kun lige kommet i gang, og de observationer, der fandtes, var for få og tilfældige til, at de kunne anvendes til at påvise en klar samhørighed mellem fænomenerne.
For at skaffe sig data som indeholdt klimatiske oplysninger, der rakte længere bagud i tid, begyndte Douglass i 1901 at studere årringsdannelsen i træer. Det skete ud fra den idé, at hvis træernes vækst hovedsagelig er påvirket af vejret, vil variationerne i årringenes tykkelse kunne anvendes til at give informationer om klimaet langt tilbage i tiden. Ved således at undersøge træernes årringe blev han, ti år senere, klar over, at årringsmønstre fra forskellige træer passer sammen. De kan kryds-dateres, eller synkroniseres, og dermed bruges som en dateringsmetode, der nøjagtigt fastslår det kalenderår, i hvilket hver enkelt årring er dannet. Det vil sige, at årringsmønstre fra træstykker, som man ikke kender alderen på, kan dateres ved at sammenligne og kryds-datere deres årringsmønster med et i forvejen dateret mønster.
I 1914 havde Douglass opbygget et fælles årringsmønster, en kronologi, som viste, hvordan en lokal fyrretræsart, Pinus ponderosa, havde vokset gennem 500 år, og samtidig kunne han, ud fra de dengang tilgængelige vejroptegnelser, vise, at årringstykkelsen er direkte afhængig af nedbøren i den forudgående vinter. Samme år redegjorde han for sine iagtagelser i et foredrag i Carnegie Instituttet i Washington.
I samarbejde med amerikanske arkæologer og antropologer forsøgte Douglass i løbet af 1920'erne at datere flere gamle indianske landsbyer i det sydvestlige USA. Men først i 1929 fremkom "the missing link": træstykket, hvis årringsmønster forbandt Douglass' kronologi, som gik fra nutiden og tilbage til 1260, med den "flydende kronologi" han havde opbygget på grundlag af materiale fremkommet ved arkæologiske undersøgelser. Og med ét slag faldt en lang stribe dateringer på plads. Den dendrokronologiske dateringsmetode var hermed skabt.
I 1937 blev "the Laboratory of Tree Ring Research" grundlagt ved University of Arizona i Tucson, USA, og Douglass, der i dag anerkendes som "dendrokronologiens fader", blev udnævnt til direktør og fungerede som sådan, indtil han blev pensioneret i 1958. Laboratoriet i Tucson er den dag i dag "dendrokronologiens Mekka". I 1930'erne havde Douglass besøgt Europa, hvor han i en række foredrag redegjorde for metoden, der i første omgang vakte stor interesse i Tyskland.
Allerede inden 2. verdenskrig arbejdede enkelte tyske forskere således systematisk på at opbygge kronologier, og efter krigen blev arbejdet koncentreret i München. Centret i München eksisterer ikke længere, men i takt med den stigende anerkendelse af metoden i 1960'erne og særlig i 70'erne, er der opstået en lang række centre, ikke bare i Tyskland, men i hele Europa som sådan.
Skandinavien
Metoden blev også taget op i Skandinavien i slutningen af 1930'erne; ikke i Danmark, men i Norge og Sverige. Set i historiens bakspejl kan vi i dag konstatere, at forsøget på at udføre dendrokronologiske undersøgelser i vort område dengang blev grebet dilettantisk an, i hvert fald for nogles vedkommende. Hvad så end årsagen var, faldt metoden i miskredit. I en kronik i Land og Folk skrev P.V. Glob, senere rigsantikvar, i november 1948:
"Naar den dendrokronologiske Forskningsmetode ikke forlængst er taget op her i Landet, saa skyldes det ogsaa i høj Grad de elendige Kaar, som dansk Videnskab som oftest arbejder under. Der er ingen, der har Raad til at løbe den Risiko, der altid er forbundet med at tage en ny Metode til Efterprøvelse, der nødvendigvis maa strække sig over en længere Aarrække. Det er endda ikke en Metode, der kræver store Laboratorier og Bevillinger, .."
Først i 1969 skete der noget. En ung forsker ved universitetet i Hamborg, Dieter Eckstein, indleverede en afhandling om dendrokronologi med henblik på erhvervelse af den tyske doktorgrad. I afhandlingen blev der redegjort for metodens muligheder og faldgruber. Det geografiske undersøgelsesområde blev begrænset til en delstat, og arbejdet blev koncentreret om én træart. Summa summarum: Ecksteins resultater demonstrerede med al tydelighed, at den dendrokronologiske metode fungerede perfekt i Slesvig-Holsten. En faktor, som fik afgørende betydning for Ecksteins succes, var udviklingen af computere og deres introduktion på universiteterne i 1960'erne; pludselig var der mulighed for at håndtere store datamængder på utrolig kort tid.
Ecksteins undersøgelser blev udført på eg i området lige syd for den danske grænse, og det var således oplagt at forsøge sig i Danmark. Takket være en stor bevilling fra Statens naturvidenskabelige Forskningsråd påbegyndte Nationalmuseet i 1970 et treårigt projekt med henblik på at undersøge muligheden for dendrokronologisk datering af egetræ i Danmark, specielt Sønderjylland. Ved at henlægge undersøgelsen hertil havde man mulighed for at støtte sig til resultaterne syd for grænsen. I 1973 forelå resultatet, og forstkandidat Thomas Bartholin, som havde gennemført undersøgelserne, skrev
"Konklusionen af undersøgelsen er derfor, at der er gode muligheder for at benytte dendrokronologi til historisk datering af egetræ i Danmark. Undersøgelsen viser, at materialet fra de sønderjyske lokaliteter har så ensartede årringsvariationer, at man til dateringsformål kan klare sig med en enkelt normalkurve for landsdelen. Sammenligninger med fjernere liggende lokaliteter tyder på, at en sønderjysk normalkurve også vil kunne anvendes til datering i andre dele af landet, men fremstilling af landsdelsvise normalkurver vil dog formentlig være sikrere."
Selv med dette flotte resultat skulle der gå syv år, før Nationalmuseet ansatte fast personale til at udføre dendrokronologiske dateringsundersøgelser. Men positivt var det, at der udviklede sig et tæt samarbejde mellem de dendrokronologiske laboratorier i København og Hamborg - et samarbejde, som i dag er så tæt, at man næsten kan betragte dem som værende ét laboratorium. Og takket være de to laboratoriers internationale kontakter har vi adgang til alle de store kronologier for egetræ i Nordeuropa, fra Polen i øst til Irland i vest.