Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud
11. maj 2018

Vikingetiden i pangfarver

Vikingerne har et kulørt rygte. Langs Europas kyster frygtede man plyndringer af landsbyerne. Andre steder ventede man forventningsfuldt på de gæve handelsmænd, der medbragte eksotiske varer. Vikingerne har været portrætteret med et stålsat blik i grove matte klæder. Det billede har forskere fra Sagnlandet Lejre og Nationalmuseet rykket ved.

Det viser sig nemlig, at vikingerne var fuld af farver. Deres dragter, skjolde og boliger var dekoreret i maksimal farvestyrke. Blandt andet gul fra auripigment, rød fra cinnober og grøn fra verdigris.

Nogle af farverne kunne fremstilles i Danmark. Andre har vikingerne handlet sig til, og de har været meget kostbare.

Efter 100 år falmede vikingerne

I dag har vi ikke mange fund med farver på fra vikingetiden. Farverne er falmet eller helt forsvundet efter 1000 år i jorden. Klare orange og røde farver er blevet sorte. Skinnende hvide bemalinger er gulnet. Men ved hjælp af kemiske undersøgelser af malingsresterne, kan man afdække, hvilke farver vikingerne brugte. Eksempelvis har forskerne undersøgt bemalet træ i kong Gorms grav i Jelling, en træplanke fra den tidligere stavkirke i Hørning og et vikingeskjold fra Trelleborg.

Vikingefarver hos din lokale farveforhandler

Forskere fra Nationalmuseet og Sagnlandet Lejre har udviklet et farvekort med farvekoder, så man kan genskabe vikingernes farver. Med farvekortet kan man måske i nærmere fremtid bestille vikingernes farver hos en farveforhandler.

Læs mere om undersøgelsen og download rapporten her

Se også