Vikingerne indtager Trelleborg!
Historien bliver lyslevende, når Trelleborg Vikingefestival tager dig med tilbage i tiden med over 800 vikinger, 60 boder, kampshow, mjød, mad og masser af aktiviteter for små og store vikingeaspiranter.
For over tusind år siden levede, kæmpede og døde vikingerne i de grønne enge omkring Trelleborg. Nu vender de tilbage…
Fra 12. – 20. juli indtager årets store vikingefestival nemlig Trelleborg og forvandler området omkring Danmarks bedst bevarede vikingeborg til en festivalplads fuld af liv og oplevelser. Her vil over 800 frivillige vikinger, handlende og håndværkere bringe vikingetiden helt tæt på festivalens besøgende, som for første gang kan tage tusind år tilbage i tiden med gratis bus mellem Slagelse by og Trelleborg.
Trelleborg Vikingefestival har eksisteret i over 20 år, den er en af Danmarks største og varer som den eneste en hel uge. Og dét, der gør vikingefestivalen ekstra særlig, er, at den foregår ”on location”, mener overinspektør på Trelleborg Anne-Christine Larsen.
- Trelleborg var et strategisk fikspunkt i vikingernes verden og er derfor et vigtigt vidnesbyrd om vikingernes historie. Vikingefestivalen er opstået ud af et ønske om at gøre den historie lyslevende for de besøgende og give dem mulighed for at forstå og opleve Trelleborg på en måde, der taler til alle sanser, siger Anne-Christine Larsen.
Læg nutiden bag dig
På festivalpladsen vil duften af bålstegt lam, nybagt fladbrød og berusende mjød blande sig med lyden af smedens taktfaste slag og vrinsk fra pladsens 12 islandske heste. Man kan gå på opdagelse i pladsens flere end 60 forskellige boder og købe autentisk vikingehåndværk og andre handelsvarer med hjem. Og i vikingearenaen kan man se krigerne træne deres kampteknikker, så de er klar til Det Store Slag om Trelleborg, hvor vikingetiden bliver næsten alt for nærværende, når 200 vikingekrigere tonser sammen.
Festivalens besøgende kan være med til det meste: Man kan bage brød, skyde med bue og pil, lave smykker, få en træktur på en af de islandske heste, høre drabelige fortællinger fra den nordiske gudeverden og prøve kræfter med arbejdet i smedjen, krigertræningen i vikingearenaen og meget mere. Aktiviteterne betales med kopier af ægte vikingetidsmønter, som man bytter sine almindelige penge til, fortæller Anne-Christine Larsen:
- Ideen er, at festivaloplevelsen skal være så autentisk som overhovedet muligt. Så man ligesom lægger nutiden og alt, hvad man har af moderne tiltag fra sig og går ind på markedspladsen og får en totaloplevelse af vikingetiden, siger Anne-Christine Larsen.
Trelleborg på Verdensarvlisten?
Anne-Christine Larsen håber, at den oplevelse vil give festivalens gæster lyst til at komme tilbage til Trelleborg en anden gang, enten når vikingefestivalen slår dørene op igen næste år eller blot for at nyde en frokost i de skønne omgivelser omkring vikingeborgen på en tur over Sjælland.
- Jeg håber, at folk får en spændende og mindeværdig oplevelse med hjem fra festivalen. Og at de oplever, at arkæologi ikke er så svært at forstå, når blot man får mulighed for at komme tæt på og blive fortrolig med historien på en anden måde, siger Anne-Christine Larsen.
Skulle man få lyst til at komme tilbage til Trelleborg Vikingefestival næste år, kan man måske være med til at fejre en helt særlig anerkendelse af vikingeborgen: I juni 2015 bliver det nemlig afgjort, om Trelleborg bliver optaget på UNESCO’s Verdensarvliste. Trelleborg søgte om optagelse tidligere i år, og delegationen fra UNESCO besøger vikingeborgen til september - men selve afgørelsen kommer så først om et år.
Læs mere om Trelleborg Vikingefestival her.
Fakta: Trelleborg Vikingefestival
Tid: Lørdag 12. juli - søndag 20. juli. Alle dage kl. 10.00-17.00.
Sted: Trelleborg, Trelleborg Allé 4, Hejninge, 4200 Slagelse.
Entré: Voksne: 100 kr. Børn under 18 år: 30 kr.
Transport: Se direktioner på Trelleborgs hjemmeside her. Slagelse Turistforening tilbyder gratis shuttlebusser mellem Slagelse og Trelleborg under festivalen. Afgange fra Slagelse til Trelleborg kl. 10.00 og kl. 13.00. Afgange Trelleborg til Slagelse kl. 12.30 og kl. 17.00. Opsamling i Slagelse på H.P. Hansens Plads.
Adgang for pressen: Gratis mod forevisning af gyldigt pressekort.