Udfører en søgningSøg
9. januar 2014

Sjældne flintøkser fra Lolland er danefæ

Tre flintøkser fundet på stranden på Vigsø er erklæret danefæ af Nationalmuseet.

Danefæ kan være andet end guld, sølv og mønter. Også flintøkser kan erklæres for danefæ. Det har en finder fra Sakskøbing netop erfaret med de tre store flintøkser, som han fandt på stranden på Vigsø i efteråret 2012.

- Hvis økserne er sjældne som disse tre og i øvrigt er fundet samlet i et såkaldt flintøksedepot, så tøver vi ikke med at erklære dem for danefæ, siger Nationalmuseets danefæekspert, museumsinspektør Peter Vang Petersen.

De tre flintøkser er utvivlsomt nedlagt sammen i jorden som et offer til de guddommelige magter for 4800 år siden i den mellemste del af bondestenalderen, fastslår Peter Vang Petersen. Økserne måler mellem 21 og 31 centimeter i længde, og den største vejer to kilo.

Det var Helge Stoch fra Sakskøbing, som fandt økserne, da han og datteren under en sejltur gik i land på øen for at strække ben og finde fossiler.

- Jeg fandt den ene økse på stranden, den var næsten helt blotlagt. Jeg samlede øksen op og fik så øje på den næste, som stak frem, fortæller Helge Storch og fortsætter:

- Jeg kaldte på min datter, og inden hun nåede frem, opdagede jeg den tredje og største økse, som stak op af jorden.

Helge Storch tilstår, at han blev lidt mundlam over at samle tre store og hele flintøkser op på mindre end en kvadratmeter. Derefter gjorde han det helt rigtige og henvendte sig til Museum Lolland-Falster, hvor arkæologerne gjorde store øjne og efterfølgende besøgte Vigsø for at undersøge fundstedet.

- Vi fandt ikke yderligere økser udover de tre, som Helge Storch fandt, men vi fandt forarbejdede flintredskaber, og sammen med efterretninger om en stendysse på øen vidner det om, at der har boet mennesker på Vigsø i stenalderen, siger arkæolog på Museum Lolland-Falster, Kasper Søsted.

Datidens oliesheiker
Kasper Søsted er ikke overrasket over, at der stadig er flintøksedepoter i den lolland-falsterske muld. Der er tidligere fundet et depot med fem lignende økser ved Grænge, og Museum Lolland-Falster har gjort øksefund under museets udgravninger de senere år.

- I forbindelse med undersøgelserne forud for Femern-forbindelsen, har museets arkæologer fundet et depot med to uslebne økser, og ved udgravning af omfartsvejen ved Nykøbing F. fandt arkæologerne mange hele økser, der må stamme fra øksedepoter, fortæller Kasper Søsted.

Han slår fast, at Lolland-Falster er rigere på spor efter bondestenalderens mennesker end andre egne af landet. Museum Lolland-Falster har afdækket store rituelle samlingspladser fra den tid, og flere steder har arkæologerne fundet store bopladser og værksteder, hvor stenalderens flintsmede tilhuggede deres økser.

Det billede kan Peter Vang Petersen fra Nationalmuseet bekræfte. Han mener, at stenalderens lolland-falstringer har været datidens svar på nutidens oliesheiker. Det skyldes de meget rige forekomster af let tilgængelig flint af absolut højeste kvalitet, den såkaldte ”Falster-flint.”

- De to største af økserne fra Vigsø er lavet af den lokale ”Falster-flint” der betegner en let blålig flint af meget høj kvalitet, som netop Lolland-Falster er meget rig på. Den tredje er lavet af en grovere flinttype, som ikke er så almindelig på Sydhavsøerne, men som er sejere til at modstå brud og derfor bedre egnet til at fælde træer med, siger Peter Vang Petersen.

Økser som dem fra Vigsø blev især fremstillet i de flintrige områder af Østdanmark samt i Skåne, og herfra blev de eksporteret nordover til egne af Sverige og Norge, hvor flint ikke findes naturligt.

Se også