Udfører en søgningSøg
20. januar 2020

Se de fascinerende historier bag ti fantastiske danefæ

Medrivende historier om danefæ og hvordan vores hverdag og samfund i dag er formet af fortidens opfindelser, beslutninger og hændelser udfoldes i ti videoer fra Nationalmuseet.

Vi mennesker taber, mister, gemmer og ofrer ting. Sådan har det været siden de ældste tider, og nu sætter Nationalmuseet fokus på fortællingerne bag fantastiske danefæ i ti videoer.

Hvert år modtager Nationalmuseet et væld af fund, som nysgerrige danskere har hevet op af mulden. Tingene er vidner til historien, der har ligget gemt i jorden i mange hundrede eller tusinder af år, klar til at gøre os klogere på os selv og vores forfædre.

”Ganske små ting fundet i jorden fortæller store og vigtige historier om, hvor meget vi har til fælles med vores forfædre. Hvordan deres beslutninger, opfindelser og hændelser former din og min hverdag og samfundet i dag. De fortællinger breder vi ud i videoerne med fokus på at gøre dem spændende, fascinerende og relevante for så mange som muligt. Også for dem, som ikke umiddelbart er interesserede i kulturhistorie,” fortæller Jacob Frische, kommunikationschef på Nationalmuseet.

Fascinerende historier om, hvad du deler med dine forfædre
En enkelt lille genstand, som fx et ildstål vikinger brugte til at lave ild med, kan folde en verden af historie ud, som strækker sig over flere lande og mange år. Tingene fortæller os, hvor meget vi egentlig deler med vores forfædre på tværs af tid: Behovet for et trygt og varmt hjem, at vi kan beskytte familie og venner, at vi kan fylde maven – og have noget at tro på.

”Nationalmuseet skal gøre os alle klogere på nutiden – med udgangspunkt i vores kulturhistorie. Men det er jo ikke alle, der har lyst til eller mulighed for at komme på et fysisk museum. Dem vil vi gerne række ud til, og det gør vi blandt andet med disse videoer,” siger Jacob Frische.

I videoerne '10 fantastiske danefæ' kan man blandt andet komme bag fortællingen om et fantastisk fund fra Kallerup i Nordjylland, der er et offer til guderne fra en ceremoni til solens ære. Fundet består af en enorm kultøkse, et hoved af bronze med to ansigter og fire horn på hjelmen og to hestefigurer med en svanelignende hals.

Man kan også komme bag historien om Danmarks ældste skydevåben fra sidste halvdel af 1300-tallet og fortællingen bag ridderen Niels Krabbes seglstampe, som han brugte til at underskrive vigtige dokumenter med, men som endte i jorden på en mark uden for Salling i Nordjylland i slutningen af 1400-tallet.

Forsker og journalist undersøger spændende historier
Det er seniorforsker Lisbeth Imer fra Nationalmuseet og journalist Frantz Howitz, som rejser rundt i Danmark for at undersøge den spændende historie bag de fantastiske danefæ. Sammen med eksperter fortæller de to værter de fascinerende historier om, hvordan vores hverdag og samfund i dag er formet af fortidens opfindelser, beslutninger og hændelser.

Tre videoer er publiceret på hjemmesiden her og på Youtube-kanalen ’Vores tid’ her. Her bliver de øvrige syv videoer publiceret over de næste uger.

Fakta om danefæ

  • Danefæ er genstande fra fortiden, der findes i jorden i Danmark. Hovedparten af danefæ findes med metaldetektor af danske amatørarkæologer.
  • Danefæ er ofte forarbejdet af guld, sølv, bronze eller rav og jern. Alle mønter før 1536 er danefæ. Det samme er sjældne mønter og mønter af ædelmetal ældre end 100 år. Stenøkser og genstande fremstillet af ben, tak eller træ kan også være danefæ.
  • Danefæ tilhører staten. Fundene skal afleveres til et lokalmuseum i hvis område, fundet blev gjort. Herfra sendes fundet videre til Nationalmuseet, hvor effekter med særlig kulturhistorisk værdi bliver erklæret danefæ. Er der tale om danefæ modtager finderen en skattefri godtgørelse.
  • Loven om danefæ kan spores tilbage til middelalderen. Nationalmuseet administrerer danefæloven, der sikrer, at vigtige fund fra Danmarks fortid bliver bevaret for kommende generationer.

Se også