Udfører en søgningSøg
29. maj 2019

Oplev den drabelige historie om krigsskibet Gribshunden

Det var en verdenssensation, da arkæologer i 2015 opdagede, at et vrag i Blekinge skærgård var det ældgamle danske krigsskib Gribshunden. Skibets 3,5 meter lange galionsfigur blev hentet op fra dynden, og efter cirka tre år i konservatorers kærlige hænder, kan man nu komme tæt på den imponerende figur.

På udstillingen den 5.-7. juni kan man også opleve skibets drabelige historie og få indsigt i arbejdet med at bevare skibsvrag, og hvilke trusler de møder, når de ligger på havets bund. Besøgende kan møde konservatorholdet, som har konserveret galionsfiguren, og komme med bag kulisserne i deres værksted, som normalt ikke er tilgængeligt for publikum.

Krigsskibet Gribshunden

Gribshunden var en del af flåden under den danske kong Hans, som var konge af Danmark, Norge og Sverige mellem 1481 og 1513.

Skibet brændte og sank i 1495 ud for kysten ved Ronneby i Sverige.

I 1970’erne fandt lokale dykkere vraget, der 30 år senere blev identificeret som Gribshunden.

I 2015 bjærgede arkæologer den cirka 3,5 meter lange og 250 kg tunge galionsfigur, som har siddet på skibets stævn.

Gribshunden regnes af arkæologer for at være et af de bedst bevarede eksemplarer af skibe fra senmiddelalderen.

500 år på havets bund

I sommeren 1495 var den danske flåde på vej til Kalmar. Svenskerne havde gjort oprør mod den nordiske union - Kalmarunionen - og nu skulle de sættes på plads. Gribshunden var en del af den danske flåde, som var stævnet ud fra København med den danske kong Hans ombord, og kursen var sat mod Sverige.

Den danske flåde ankrede op i skærgården ud for Ronneby i Blekinge, men her brød der pludselig ild i krigsskibet Gribshunden. En øjenvidneskildring beretter om katastrofen, hvor "mange riddersmænd og fattige karle brændte ihjel".

Det 30 meter lange skib var udstyret med kanoner og var af samme skibstype som Columbus' berømte skib Santa Maria. Men Gribshunden sank til bunds i 1495 - dog uden den danske konge ombord - og blev først fundet mere end 500 år senere.

Et skræmmende syn

Det har taget konservatorer mere end tre år at konservere den 3,5 meter lange galionsfigur. Figuren har siddet forrest på stævnen på den danske Kong Hans' skib Gribshunden. Med en skrigende mand stikkende ud af et krokodillelignende gab har den indgydt en vis frygt, når fjenden mødte skibet.

I cirka to år har galionsfiguren ligget i et vandbad fyldt med en særlig type voks, der har imprægneret det træ, den er udskåret i. Derefter blev galionsfiguren frysetørret i seks måneder ved minus 25 grader Celsius.

Den 11. juni rejser galionsfiguren tilbage til Sverige, hvor den skal udstilles på Länsmuseet i Blekinge sammen med andre fund fra vraget, bl.a. dele af de kanoner, som var Gribshundens forsvar.

Tid og sted

Entre: Gratis

5. juni: kl. 10.00-16.00

6-7. juni: kl. 15.00-19.00

Nationalmuseets konserveringsværksted i Brede, bygning 8 st.

I.C. Modewegs vej 6, 2800 Kongens Lyngby

Kontaktoplysninger

Tine Bonde Christensen, kommunikationsmedarbejder, Nationalmuseet / +45 4120 6144 / tbc@natmus.dk

Se også