Udfører en søgningSøg
14. marts 2016

Nikål, babylam og findeleg: Påske på Frilandsmuseet

Arbejdet er i fuld gang for at klargøre Frilandsmuseet til påskeåbningen, som sparker sæsonen 2016 i gang. Her holder museet i Lyngby åbent i påskedagene fra skærtorsdag den 24. marts til anden påskedag den 28. marts. Hver dag fra kl. 10.00-16.00.


Der er rasende travlt i herregårdskøkkenet, hvor Frilandsmuseets køkkenlaug pusler med at færdiggøre påskemenuen, præcis som den typisk så ud i 1700- og 1800-tallet.
Dengang stod menuen Skærtorsdag på nikål, der, som navnet indikerer, bestod af ni forskellige slags grønt, noget af det kål, men ellers måtte man bruge hvad man havde ved hånden, f.eks. brændenælder.
Langfredag var en sorgens dag, hvilket blev markeret ved at man serverede rugmelsgrød.
Lørdag var en travl dag, som blev kaldt stumpelørdag, da den var alt for kort til at nå alt det man skulle, bl.a. tøjvask og rengøring. Dagen kunne sluttes af med at man spiste en gang skidne æg med sennepssovs.
Resten af påsken stod ofte også på forskellige former for æggebaseret mad - f.eks. æggekage.
Kig forbi og få historier om datidens madtraditioner og påskemenu. Det vil naturligvis være muligt at smage på nogle af retterne.

Hvis smagsprøverne ikke er helt nok til at stille sulten, så kan man rykke inden for i caféen, hvor der trakteres med kaffe, the, kakao, kage og wienerbrød.

Fårene på Frilandsmuseet er drægtige med unger. Så måske bliver der i påsken mulighed for at møde de små, nuttede, nyfødte påskelam. Og hvis vejret er til det, så kan man også få sig en køretur i den gammeldags hestevogn.

For børn i 3-10-års alderen vil der desuden være en sjov findeleg, hvor det gælder om at finde forårs- og påsketegn. Der er præmier til de dygtigste findere.  

Der er gratis adgang. 

Se også