Nationalmuseet udnævner tre nye professorer
Nationalmuseet styrker den tværfaglige forskning ved at udnævne tre nye professorer inden for så forskellige forskningsområder som forhistoriske tekstiler, nedbrydning af plast og bæredygtig byudvikling.
Et forskningscenter undersøger årsager og løsninger til de plastudfordringer, som plager verdenshavene. Et andet vil skabe socialt bæredygtige bymodeller. Og i et helt tredje projekt genskabes vikingernes tekstiler på baggrund af ny arkæologisk viden.
Socialantropolog Morten Nielsen udnævnes til forskningsprofessor, imens arkæolog Ulla Mannering og kemiker Yvonne Shashoua udnævnes forskningsprofessorer med særlige opgaver (MSO).
Om Morten Nielsen
Morten Nielsen har en ph.d. i social-antropologi fra Københavns Universitet (2009). Baseret på langvarige feltarbejder i Mozambique, Skotland og USA har Morten udgivet en række artikler og redigerede bøger om socialt bæredygtig byplanlægning, uformel bydannelse, arkitektur og forholdet mellem tid og materialitet. Og om kreativitet og stand-up comedy i USA.
Hans forskning fokuserer primært på global byudvikling i kulturhistorisk perspektiv og har særligt blik på betingelserne for socialt bæredygtig og inddragende byplanlægning. Som forskningsprofessor på Nationalmuseet vil han videreføre og styrke denne forskning. I samarbejde med en større tværfaglig forskningsgruppe både med forskere på og udenfor Nationalmuseet er han i øjeblikket i gang med at udvikle en nyskabende forsknings- og formidlingstilgang til global byudvikling, der fokuserer på ’sociale bymodeller’, som han beskriver som effektive måder at organisere byerne på, der ofte overses, fordi de ikke nødvendigvis koordineres fra centralt hold.
”Nationalmuseet skal være med til at gentænke socialt bæredygtighed i byer i Danmark. Fx er forholdet mellem velfærdsstaten og borgerne er ved at ændre sig. For at kunne nå målsætningerne om at skabe socialt og miljømæssigt bæredygtige byer bliver det nødvendigt at trække på resurser i lokale og uformelle fællesskaber. Derfor er vi nødt til at vide mere om, hvilket værdier der gør, at vi forpligter os overfor hinanden? Hvilke fællesskabshistorier kan de byggede miljøer selv fortælle? Det kan både den lokale og globale urbaniseringshistorie give os nye svar på,” siger Morten Nielsen.
Læs mere på Morten Nielsens hjemmeside
Om Ulla Mannering
Ulla Mannering har en ph.d. i forhistorisk arkæologi fra Københavns Universitet (2006) og en M. Phil fra University of Manchester. Hendes speciale er forhistorisk tekstilproduktion og klædedragt. I 2005 var hun med til at stifte Center for Tekstilforskning på Københavns Universitet. Det er sammen med Nationalmuseet i dag et førende center og forskningsmiljø for tekstilforskning på verdensplan.
På Nationalmuseet arbejder hun med de enestående danske samlinger af forhistoriske tekstiler og skinddragter, og fører dermed en vigtig dansk forskningstradition videre. Som forskningsprofessor med særlige opgaver, vil hun have særlig fokus på vikingetidens dragt og tekstilproduktion gennem projektet Fashioning the Viking Age. Målet med projektet er at skabe nye og arkæologisk velfunderede tolkninger og rekonstruktioner af vikingernes tekstiler og tøj.
”Nationalmuseet har en af verdens største samlinger af forhistoriske tekstiler og skinddragter, som jeg i en længere årrække har forsket i. Jeg glæder mig til i mit professorat at forsætte forskningen og formidlingen, nationalt og internationalt, af hvordan man så ud og gik klædt i forhistorien. Vi kan lære meget af fortidens teknikker og håndværk, ikke mindst om udnyttelsen af lokale ressourcer og genbrug, som er vigtige emner i vores tid” siger Ulla Mannering.
Læs mere om forskningsprojektet
Om Yvonne Shashoua
Yvonne Shashoua har en ph.d. i polymer kemi fra Danmarks Tekniske Universitet i 2001. Hun kom i 1998 fra British Museum til Nationalmuseet for at etablere det nye forskningsområde i nedbrydning og bevaring af plastgenstande på museer.
”Da jeg startede i 1998 på Nationalmuseet, var der lidt panik over, at museer verdenen over havde genstande, der ikke kunne bevares for evigt, blandt andet flyvemaskiner, design, møbler og legetøj. Jeg forsker i de kemiske sammenhænge og undersøger, hvordan plast fragmenteres og kemisk nedbrydes i realtid, både som kunstværker, museumsgenstande og når materialet ligger rundt omkring som affald,” siger Yvonne Shashoua.
Hendes forskning i plastmaterialer er anerkendt internationalt. I 2018 blev hun partner i forskningscenteret MarinePlastic, støttet af Velux Fonden, hvor hun bruger viden og erfaring fra nedbrydning af blandt andet Barbie-dukker, kunstværker og rumdragter til at opnå en dybere indsigt i plastforureningen i det marine miljø.
Der er ingen tvivl om, at plastaffald er en af de hurtigst voksende forureningskilder på kloden. Ikke mindst i verdenshavene, som må rumme otte millioner tons plastaffald hvert år. Som forskningsprofessor MSO vil hun fokusere på hvordan forskning i kemien af plastgenstande på Nationalmuseet kan bidrage til at løse de udfordringer, som plastforureningen skaber.
”Når plastik fragmenteres til mikropartikler på mindre end fem millimeter, kan vi spise og indånde materialet. I dag har vi stadig for få data om nedbrydningsprocessen – hvor hurtigt den går, om hvilke faktorer, der kan øge tempoet, eller sænke det. Derfor har vi brug for mere viden, der kan bidrage til, hvordan vi tackler problemet i naturen,” siger Yvonne Shashoua.
Læs mere om forskningscenteret Marine Plastic og hendes forskning i plastikforurening
Fra to til fem professorer
Nationalmuseet har nu i alt fem professorer idet Morten Nielsen, Ulla Mannering og Yvonne Shashoua supplerer forskningsprofessor i arkæometri Karin Margarita Frei samt forskningsprofessor (MSO) og dr.phil. i arktisk arkæologi, Bjarne Grønnow.