Kronborg åbner med ny udstilling om kongerækken
Oplev Jim Lyngvilds storslåede billeder af fortidens konger og dronninger på Kronborg Slot, hvor Danmarks kongerække for første gang i over 400 år igen pryder væggene. Særudstillingen åbner i dag og løber frem til 24. oktober 2021.
Designeren Jim Lyngvild har i sin bog ”Danmarks konger og dronninger fra Gorm til Margrethe II” genskabt fortidens konger og dronninger, som det de var; mennesker af kød og blod. Med følelser og bristede drømme. Stolthed og storhedsvanvid.
I udstillingen bliver du blæst bagover af de over 3 meter høje portrætbilleder, der på dragende og fascinerende vis fortæller historien om Danmarks monarki.
I samarbejde med Kronborg Slot er billederne gentænkt som vægtapeter til det gamle kongeslot. Krydret med rekonstruerede dragter og billeder af scener, der kunne have udspillet sig her på slottet, puster Lyngvild liv i den danske kongerække. Se flere af billederne her.
Særudstillingen suppleres af et lydspor, hvor du kan høre Jim Lyngvild og Poul Grinder-Hansen, der er seniorforsker på Nationalmuseet, lægge arm om de historiske fakta og fortolkninger i et underholdende opgør. Få en smagsprøve på armlægningen her.
Kronborgtapeterne i moderne udgave
Det er ikke første gang, at kongerækken våger over Kronborg Slot. Frederik 2. fik i sin tid vævet 43 kongetapeter, eller gobeliner, til Dansesalen. Tapeterne afbildede 101 danske konger; fra sagnkongen Dan til Frederik 2. selv og hans søn Christian (4.).
I særudstillingen ser du også 6 af de originale kronborgtapeter. Så kan du sammenligne de nye portrætter med kongetapeterne, der er over 400 år gamle.
Praktisk information
Dato: 21. april til 24. oktober 2021
Pris: voksne 125 kr., børn gratis
Billetten giver også adgang til resten af Kronborg Slot
Vigtigt: Du skal forevise negativ test eller corona-vaccination samt ID for at besøge Kronborg Slot. Læs mere om coronatiltag og undtagelser her.