Jysk kvinde foretog lang rejse, før hun endte som moselig

Mere end 2000 år efter sin død er der dukket helt nye oplysninger op om den såkaldte Haraldskærkvinde. Hun var på en mange hundrede kilometer lang rejse, kort før hun døde.

Det er ikke hver dag, der er nyt at sige om ”old news”, men om moseliget fra Vejle, bedre kendt som Haraldskærkvinden, er der takket være en ny forskningsmetode ganske meget at sige.

Som det første moselig nogensinde er hun blevet undersøgt med den nyudviklede strontiumisotop-metode, og den viser, at kvinden kort før sin død var ude på en længere rejse.

- Vi kan ikke placere stedet helt præcist, men mit bud er, at hun har været i Midttyskland, det nordvestlige Tjekkiet eller den vestlige del af Skotland, altså måske helt op til 1000 kilometer væk hjemmefra.

Sådan lyder det fra seniorforsker, Ph.d. Cand. Scient. Karin Margarita Frei fra Nationalmuseet. Hun har stået for undersøgelserne i samarbejde med VejleMuseerne og forskere fra CTR på Københavns Universitet samt Moesgaard Museum. Resultaterne er for nylig publiceret i det videnskabelige tidsskrift: Archaeo Science,revue d’ archaéomètrie. Undersøgelserne er gennemført med støtte fra Carlsbergfondet og Danmarks Grundforskningsfond.

Hår og tænder fortæller historien
Haraldskærkvinden er et af de bedst bevarede moselig, vi kender til. Trods hendes fremskredne alder på mere end 2000 år findes hendes 50 centimeter lange hår stadig, og det samme gør hendes hud, nogle tænder og en række beklædningsgenstande af uld.

Det er disse jordiske - og uldne - rester, Karin Margarita Frei har analyseret. Særligt hendes hår, der repræsenterer de sidste 50 måneder - godt fire år - af hendes liv, er interessant.

- Jeg kan se på håret tættest ved hovedbunden, at isotopværdierne de sidste fem måneder af hendes liv passer med værdierne for et sted med vulkanske bjergarter langt fra Danmark. Hun må så være vendt tilbage til Jylland meget kort tid før sin død, for værdierne i håret har ikke nået at ændre sig, siger Karin Margarita Frei.

Det var også Frei, der stod bag de banebrydende forskningsresultater om Egtvedpigen, der viste, at hun slet ikke var fra Danmark, men i stedet stammede fra et sted mange hundrede kilometer fra Egtved-egnen.

Det er samme nye analysemetode, der nu har bragt ny viden frem om Haraldskærkvinden, og skulle man fristes til at spekulere i, om der her er tale om endnu en udefrakommende, kan Karin Margarita Frei aflive den teori.

- Jeg har analyseret tandemaljen på en af Haraldskærkvindens fortænder, der fungerer som et slags arkiv over, hvad hun har spist og drukket i sin barndom i perioden fra hun var cirka tre til syv år gammel. Strontiumisotop-analyserne viser, at hun med stor sandsynlighed opholdt sig i Jylland i den periode, hvilket leder til en formodning om, at hun også kan være født der, siger hun og fortsætter:

- Derudover afslørede den ældste del af hendes hår, at hun fire år før sin død opholdt sig i Jylland. Derfor tror vi, at Haraldskærkvinden var en lokal kvinde, som foretog en lang rejste kort før sin død.

Troede, hun var dronning
Haraldskærkvinden blev fundet ved en tilfældighed en efterårsdag i 1835 af to grøftegravere, som sørgede for, at hun blev bragt til undersøgelse på Vejle Sygehus.

Helt i tidens videnskabelige ånd blev det fejlagtigt fastslået, at der var tale om intet mindre end dronning Gunhild, en norsk enkedronning, der blev lokket til Danmark af Harald Blåtand med løfte om ægteskab, men i stedet endte sine dage druknet i en mose.

I otte år nåede moseliget at nyde royal status, før den kendte danske arkæolog, J.J.A. Worsaae fra Vejle, ansat på Nationalmuseet, der dengang hed Det Kongelige Museum for Nordiske Oldsager, i 1842 kunne modbevise påstanden og degradere hende til et navnløst moselig.

I dag hviler Haraldskærkvinden til offentligt skue på VejleMuseerne, men hvorfor hun endte sine levende dage i en mose og ikke begravet i mere tørre omgivelser, ved vi ikke med sikkerhed, men ifølge forskningschef og Ph.d. på VejleMuseerne, Mads Ravn, kan hun meget vel være blevet ofret.

- Generelt synes det at have været et, måske keltisk inspireret fænomen, at man ofrede mennesker i århundrederne før Kristus. Moser er blevet opfattet som sådan et mellemled mellem vand og land, altså en indgangsport fra vores verden til den anden, åndernes verden, siger Mads Ravn.

Ofringer blev foretaget i håb om at få noget godt igen som for eksempel høj frugtbarhed eller en god høst, og ifølge Mads Ravn forekommer den samme ofringsskik også i Nordtyskland og helt over til England.

På en længere rejse
Mads Ravn hælder til, at hun besøgte Midttyskland eller Tjekkiet, som ligger i det keltiske kulturområde. Netop fra det keltiske område i Vest- og Centraleuropa hentede datidens nordboere både inspiration og værdifulde genstande, og Haraldskærkvinden bekræfter ham i, at man dengang var mere rejselystne end forskerne hidtil har antaget.

Fra århundrederne omkring Haraldskærkvindens liv findes en række skriftlige kilder. De fortæller om folkevandringer og om stammer fra nord, som plyndrede og hærgede i datidens Grækenland og i Romerriget.

Mest kendt er Kimbrerne og Teutonerne, som ifølge myterne stammer fra Jylland. Fra år 120 – 101 f. Kr. truede de Romerriget. Om Haraldskærkvinden deltog i Kimbrernes og Teutonernes togt, kan Mads Ravn ikke bekræfte, men han vil heller ikke udelukke det.

- Den kulstof 14 datering, som er fortaget, viser, at Haraldskærkvinden kan have levet på det tidspunkt, hvor de drog hærgende gennem Europa, men hun kan ligeså vel være rejst som led i handel og udveksling, eller hun indgik måske i ægteskabsalliancer på tværs af store afstande, siger Mads Ravn og fortsætter:

- Det vigtigste for mig er, at vi nu kan påvise, at der har været nogle kontakter på tværs, fra det keltiske område til Norden. Med de nye forskningsresultater om Egtvedpigen in mente, som viser, at mennesker kunne rejse over lange afstande allerede i bronzealderen, ser dette højmobilitetsmønster muligvis ud til på visse områder at fortsætte i jernalderen, hvor Haraldskærkvinden er fra, og hvor man ellers traditionelt har forestillet sig, at Norden i den tidlige jernalder blev mere isoleret. Vi kan vise, at samfundet dengang var meget mere mobilt, end vi hidtil har antaget, og at folk har vandret og rejst af mange forskellige årsager.

Af ukendte årsager vendte kvinden fra Haraldskær tilbage et sted omkring nutidens Vejle. Dengang var området ganske vanskeligt tilgængeligt og præget af store sumpe og moser. Der har ligget små landsbyagtige gårdsbebyggelser spredt i området bestående af en håndfuld gårde. Det var sandsynligvis sådan et sted, Haraldskærkvinden voksede og kort tid efter sin hjemkomst endte i en mose.

Kan give os svar i fremtiden
Analyser af strontiumisotoper løser ikke alle fortidens gåder for os, men det kan give os nogle svar, vi ikke har været i stand til at indhente i flere tusinde år, og derfor er der ifølge Karin Margarita Frei store perspektiver på længere sigt.

- Tidligere undersøgelser af huden fra et andet moselig kendt som Huldremosekvinden viste, at også hun havde været på en rejse kort før sin død. Sammenlagt med den nye viden om Haraldskærkvinden kan det måske være med til at give os svarene på, hvorfor disse mennesker blev lagt i moserne, og om det med at rejse for eksempel havde noget at gøre med et bestemt ritual, siger Frei.

Hun understreger, at der ikke kan drages nogen konklusioner, før flere moselig fra den periode er blevet undersøgt.

Fakta om strontium
Strontium er et sporgrundstof, som findes i jordskorpen, men forekomsten varierer fra sted til sted afhængig af geologien. Mennesker, dyr og planter optager strontium gennem vand og føde. På den måde virker strontium lidt som en GPS. Ved at analysere strontiumisotoperne i de arkæologiske rester kan man bestemme, hvor i verden mennesker og dyr levede, fordi deres strontiumisotopsignatur vil afspejle den region, de levede i.