Istidens skovhistorie revideret

Danmark var i den sene del af istiden slet ikke så skovklædt som hidtil antaget. Det viser ny forskning fra Nationalmuseet. 

Først for omkring 13.600 år siden bredte skoven sig i Danmark. Det er næsten 1000 år senere end hidtil antaget. Men da skoven endelig kom, var den kun på besøg under en midlertidig varmeperiode. Den forsvandt igen og kom først tilbage, da istiden sluttede endegyldigt for 11.700 år siden. Det viser ny forskning fra Nationalmuseet, som også slår fast, at vegetationen i senistidens Danmark varierede meget over korte afstande, og at dét havde stor betydning for, hvor datidens mennesker valgte at slå sig ned.

- Vi kan se, at birketræet, som var det mest udbredte træ i den sene istid, først bredte sig til Danmark for 13.600 år siden, og at der opstod en åben birkeskov blandet med poppel og enebær i det østlige Danmark omfattende Østjylland, Fyn, Sjælland og øerne, mens landskabet i Vest- og Nordjylland var åbent og helt skovløst, siger ph.d. og botaniker Morten Fischer Mortensen fra Nationalmuseets afdeling for Miljøarkæologi og Materialeforskning.

Han har sammen med kollegaerne Peter Steen Henriksen og Ole Bennike kigget på rester af birketræ fundet i arkæologiske udgravninger og i geologiske prøver fra søer og moser.

- Tidligere har man brugt pollen som indikator for skovens udbredelse, men pollen kan bæres langt af vinden, og derfor får vi mere pålidelige resultater af også at kigge på de større rester af planterne, som frø og blade, der helt sikkert har groet i nærheden af, hvor de blev fundet, siger Morten Fischer Mortensen.

Han kan konstatere, at der ikke er fundet rester af birketræ i Vest- og Nordjylland fra den sene istid, mens der eksisterer mange fund fra Østdanmark. Der er heller ikke fundet rester af birketræer, som er ældre end 13.600 år gamle, og derfor må man konkludere, at skoven spreder senere end antaget.

Forskellen skyldes ifølge Morten Fischer Mortensen ikke alene temperaturforskelle, men i høj grad også forskelle i jordbunden.

- Jorden i Nord- og Vestjylland er meget sandet, mens den i resten af landet består af mere kalk- og lerrig jord, hvilket gav bedre vækstbetingelser for træer. I det forholdsvis tørre klima, der herskede dengang, kunne skoven ikke etablere sig på den magre og veldrænede sandjord i Nord- og Vestjylland og landskabet forblev et åbent hedelandskab med lave buske af dværgbirk, hedelyng og revling, siger han og fortsætter:

- Derfor må vi revidere landskabshistorien og konkludere, at skoven ikke indvandrede til Danmark så tidligt som hidtil troet. Det skete først langt senere og i et langt mere afgrænset geografisk område.

Samtidig med, at skoven etablerede sig i Østdanmark, tilpassede menneskene sig de nye skovrige omgivelser. Skovens spisekammer var rigt på storvildt såsom rensdyr, elg, bjørn og den nu uddøde kæmpehjort. Der var et rigt fugleliv og rige føderessourcer i havet og i søerne, som datidens stenalderjægere kunne udnytte.

- Vi kan se, at datidens mennesker bosatte sig i de skovrige områder og gerne på kanten mellem de forskellige landskabstyper, så de kunne udnytte de forskellige områders ressourcer, forklarer Morten Fischer Mortesen.

Efter godt 1500 år sluttede den varmeperiode, som begunstigede skoven. Det blev igen koldere, og skoven blev i Danmark afløst af et åbent træløst landskab. Sammen med skoven forsvandt meget af vildtet, og stenalderjægerne fortrak sydpå og benyttede kun Danmark til lejlighedsvise jagtture. Først for cirka 11.700 år siden ophørte istiden, og skoven kom tilbage for denne gang at blive.

Resultaterne er fremlagt i det internationale tidsskrift Vegetation History and Archaeobotany.

Fakta: Istidens afslutning

• Istidens afslutning forløb over mange årtusinder. Den begyndte for 14.700 år siden og var helt afsluttet for 11.700 år siden. 
• I den periode svingede klimaet og temperaturerne voldsomt, og varmeperioder blev afløst af kuldeperioder.
• I nogle perioder var sommertemperaturen mild og varm, i andre perioder var somrene kolde og tørre. Fælles for hele den sene istid var kolde vintertemperaturer, som delvist skyldtes fremherskende fastlandsklima, og at indlandsisens bræer var forholdsvis tæt på.