Udfører en søgningSøg
7. december 2018

Forsker fra Nationalmuseet går i kamp mod plastikforurening

Seniorforsker Yvonne Shashoua fra Nationalmuseet er en del af et nyt dansk forskningscenter, der skal udvikle løsninger på plastikforureningen i verdenshavene. Hendes ekspertise om plastik skal hjælpe til at komme plastikforurening til livs.

Tonsvis af plastikposer, plastikflasker og små stykker plast flyder rundt i verdenshavene, og det er et stigende problem for både naturens og menneskers sundhed. Et hold af førende forskere går derfor sammen om at skabe viden og løsninger på plastikforureningen.

Yvonne Shashoua er seniorforsker på Nationalmuseet og internationalt højt anerkendt for hendes forskning i bevaring af plastik. Hun er en del af det forskerteam, som skal komme plastikproblemet til livs. Det er VELUX FONDEN, der står bag en bevilling på 20 mio. kr. til etablering af forskningscenteret MarinePlastic, som skal skabe løsninger på de plastikudfordringer, som plager verdenshavene.

Plastikforskning i international særklasse

I mere end 20 år Yvonne Shashoua hun forsket i, hvorfor plastik nedbrydes, og hvordan museer kan bevare kulturarv i plastik for eftertiden. Forskning som har gjort hende international anerkendt. Hun står blandt andet bag de kemiske analyser af den rumdragt Neil Armstrong bar, da han som det første menneske satte sin fod på månen i 1969. Dragten består af 22 forskellige typer plastik, som hver især nedbrydes forskelligt. Hendes ekspertise skal hjælpe til at finde løsninger på det komplekse plastikproblem.

"I dag bygger vores viden om plastiks levetid i høj grad på data fra plastindustrien, der fortæller om plastiks holdbarhed, når det er i brug. Men vi skal undersøge, hvad der sker med plastik, når det ender som affald i naturen, og hvad tidshorisonten er for nedbrydning af forskellige typer plastik", fortæller Yvonne Shashoua.

Løsninger på plastikforurening

Yvonne Shashouas arbejde er forankret i forskningscenteret MarinePlastics. Forskningscenteret har base på Aalborg Universitet, men er et samarbejde med Nationalmuseet, Danmarks Tekniske Universitet, Roskilde Universitet og Aarhus Universitet.

"Plastforurening er et stigende problem, der kræver handling hurtigst muligt. Derfor er det afgørende, at vi nu forener indsatsen på tværs af fagområder og institutioner, så vi kan samle vores viden, øge vores forståelse og foreslå løsninger i fællesskab", siger centerleder ved det nye forskningscenter Jes Vollertsen fra Aalborg Universitet.

Yvonne Shashoua skal undersøge, hvordan plastik nedbrydes, og hvor lang tid det tager for f.eks. en bærepose at blive nedbrudt til små stykker plastik, der i sidste ende havner i verdenshavene. Hendes arbejde skal sammen med de øvrige forskeres resultater føre til konkrete løsningsforslag og gavnlige tiltag, da plastikproblemet kræver hurtig handling.

Se også