Udfører en søgningSøg
27. januar 2014

Danefæudstilling med guld og forkullede madrester

Nationalmuseet skifter ud i sin danefæudstilling. Fra d. 31. januar kan publikum se nogle af de flotteste, vildeste og sjoveste danefæ fra 2013. 

Det har været et godt år for de danske museer og amatørarkæologer, når det kommer til danefæ. Både med og uden metaldetektor er der gjort mange spændende og unikke fund i 2013.

Fra d. 31. januar og året ud viser Nationalmuseet et udvalg af de mange flotte danefæ, som enten er fundet eller er færdigbehandlet i 2013.

Udstillingen viser blandt andet imponerende sølvskatte, som er fundet med metaldetektor. Det drejer sig om en stor skat med romerske mønter fundet på Lolland, sølvskatten fra Østermarie på Bornholm med et stort sølvspænde og et relikviekors samt nogle vikingeskatte med mønter og brudsølv. Og så har der sneget sig en enkelt guldskat fra Randersegnen ind i udstillingen, som også viser adskillige guldringe og sjældne mønter.

- Kvaliteten af årets danefæ 2013 er mindst lige så høj som tidligere års fund. Jeg er imponeret over, at den danske muld stadig rummer så fornemme skatte, ligesom jeg er taknemmelig for, at amatørarkæologerne så flittigt redder sjældne fund med deres detektorer, siger Nationalmuseets direktør Per Kristian Madsen.

Danefæudstillingen rummer andet end guld og glimmer. Nationalmuseet har nemlig valgt også at tage nogle mere kuriøse fund med.
For eksempel et 5.500 år gammelt lerkar fra stenalderen, hvor måltidet er brændt på, og der derfor er bevaret forkullede rester af maden. Der er også blevet plads til en formodentlig ligeså gammel økse af jade, som kan være fremstillet et sted i Alperne. 

Nationalmuseet gør en del ud af de mange knap så sjældne og mere anonyme, men meget betydningsfulde fund, som i disse år vælter op af jorden. Udstillingen viser derfor også eksempler på de mange undseelige mønter fra middelalderen samt blyamuletter med runeinskriptioner, som er med til at tegne billedet af liv, tro og tanker i middelalderen.

- På mange måder bringer danefæ os tæt på datidens mennesker og det levede liv. Det være sig vikingestormanden, som gemte sin formue bort, stenalderkokken, som brændte maden på og middelaldermennesket, som havde brug for magiske formularer skrevet i bly for at afværge sygdom og andet ondt, siger Per Kristian Madsen.

Han åbner udstillingen d. 31. januar, hvor Nationalmuseet samtidig er vært for en temadag tilrettelagt særligt for detektorbrugere.

Den nye danefæudstilling kan ses ved Nationalmuseets forhal d. 31. januar – d. 31. december 2014.

Se også