Da Sankt Lucius fik sit hoved undersøgt

En kulstof 14-datering afslører, at det ikke var den historiske Sankt Lucius’ kranium, som udsendinge fra Roskilde Domkirke hentede i Rom og bragte hjem som relikvie i begyndelsen af 1100-tallet.

Ikke alle er den, de udgiver sig for at være. Det samme gælder kraniet af Roskilde Domkirkes skytshelgen, Sankt Lucius, som var et af de vigtigste relikvier i middelalderens Danmark. Et hold af naturvidenskabsfolk har sammen med arkæologer fra Nationalmuseet og i samarbejde med den katolske kirke i Danmark undersøgt kraniet, og resultatet af en kulstof 14-datering efterlader ingen tvivl:

- Nej, desværre er det ikke resterne af den historiske Sankt Lucius, som Nationalmuseet er i besiddelse af, men det behøver langt fra at betyde, at der er svindel med i billedet, siger Nationalmuseets direktør Per Kristian Madsen.

Han slår fast, at relikviet, som er et fysisk levn af en hellig mand eller kvinde eller en ting, der har haft tilknytning til en helgen, beholder sin betydning for de troende trods den historiske sandhed.

Per Kristian Madsen tror, at svaret på gåden om kraniets oprindelige ejermand måske skal findes i en sarkofag - der muligvis rummer et hovedløst skelet - i Sankt Cecilie Kirken i Trastevere i Rom.

Den hellige Sankt Lucius var pave i Rom fra år 253-254 og blev senere helgenkåret ligesom de andre tidlige paver, også selv om han ikke opnåede at blive martyr for sin tro. Udsendinge fra Roskilde Domkirke besøgte Sankt Cecilie Kirken i Rom omkring år 1100 og hentede den hellige Lucius’ kranium til Roskilde som relikvie.

Kraniet blev opbevaret i Roskilde frem til 1600-tallet. I sidste halvdel af 1600-årene kom kraniet til kongens Kunstkammer og senere til Nationalmuseet. I 1908 blev Sankt Lucius’ kranium så udlånt til den katolske kirke og deponeret i Sankt Ansgars Domkirke i Bredgade i København.

Forbyttede kranier?
Dér lå kraniet, indtil en norsk forsker fik mistanke om, at Sankt Lucius’ kranium var blevet forbyttet med den norske konge Sigurd Jorsalfarers kranium, som også blev opbevaret i Nationalmuseets samling. Dén mistanke satte gang i et større detektivarbejde ledet af museumsinspektør Jette Arneborg.

- Vi fik en henvendelse fra Norge, som antydede, at Sigurd Jorsalfarers kranium måske var blevet forbyttet med Sankt Lucius’ kranium, da begge kranier i 1800-tallet endnu var på Nationalmuseet - indtil Sigurd Jorsalfarer i 1867 blev givet som gave til Oslos Universitets Oldsagssamling. Det kunne vi ikke umiddelbart afvise, da det ved nærmere eftersyn viste sig, at begge kranier bærer samme museumsnummer. Vi valgte derfor at foretage en kulstof 14-datering af Sankt Lucius’ hovedskal også, siger Jette Arneborg.

Kulstof 14-dateringen blev udført af Jan Heinemeier på Institut for Fysik på Aarhus Universitet. Dateringen afslører, at personen levede engang i tidsrummet 340-431 e.Kr. Det betyder, at kraniet hverken har tilhørt Sankt Lucius som døde i 254 e.Kr. eller Sigurd Jorsalfarer, som døde i år 1130.

Mirakler i baghånden
Hvis kraniet ikke tilhørte Lucius, betyder det så, at udsendingene fra Roskilde Domkirke blev taget ved næsen i en relikviehandel og købte ”kraniet i sækken,” da de var i Rom?

Ifølge direktør Per Kristian Madsen er det nok mest historikere og forskere, der går op i, om kraniet tilhører den historiske Sankt Lucius eller ej. Middelalderens troende stillede næppe den type spørgsmål – især ikke så længe, Sankt Lucius udrettede mirakler og beskyttede kirken og menigheden.

- Troen på relikvier bliver som sådan ikke påvirket af alt dette. Man skal ære helgener og deres levn, ikke tilbede dem, og vidnesbyrdene om dem anfægtes ikke af, at deres ægthed ikke kan bevises. Beretningen om, hvordan Lucius kom til Roskilde, rummer da også adskillige mirakler, som for middelalderens mennesker beviste, at Gud virkede gennem Sankt Lucius, siger Per Kristian Madsen.

Jog havtrold på flugt
Beretningen findes i skriftlige kilder fra 1100-tallet, som fortæller, at to lærde og fromme udsendinge blev sendt til Rom for at skaffe Roskilde Domkirke en skytshelgen.

Paven modtog de to udsendinge med stor velvilje, lovede at opfylde deres ønsker og opfordrede dem til at sende en bøn til Gud om deres ønske. Imens de bad, faldt den ene i søvn, og i drømme viste Sankt Lucius sig for den sovende og fortalte ham, at de skulle tage til Sankt Cecilie Kirken og dér finde hans hjerneskal, som de kunne skelne fra de andre, fordi den lyste ligesom solens stråler. Da han vågnede, tog han og rejsekammeraten til Sankt Cecilie, hvor de let fandt Lucius’ hovedskal og bragte den med hjem til Roskilde.

Sankt Lucius havde flere mirakler i baghånden allerede på rejsen: Da de to udsendinge på hjemvejen krydsede Storebælt, løb de ind i en forfærdelig havtrold. Den ene valgte at ofre sig til havtrolden for at redde skibet og besætningen, men inden han sprang over bord, bad han Sankt Lucius om hjælp. I stedet for at blive taget af havtrolden, spadserede han rundt på havet i en time, indtil havtrolden brølede, at Sankt Lucius skulle holde op med at pine ham, og derefter forsvandt for aldrig nogensinde at blive set igen.

Kunne være romer
Men hvis det ikke er den historiske Lucius, hvem tilhørte kraniet så? Retsmediciner og professor Niels Lynnerup fra Antropologisk Laboratorium på Københavns Universitet har undersøgt kraniet og er kommet frem til, at der er tale om kraniet fra en ældre mand.

Hvem manden var, er uvist, men det er stadig meget tænkeligt, at historien om kraniets rejse til Roskilde Domkirke holder vand.

Det var en pave ved navn Paschalis, som i år 822 hentede Sankt Lucius og flere andre helgener ind fra katakomberne langs Via Appia til Cecilia-kirken, hvor hans jordiske rester – med eller uden kranium - opbevares den dag i dag i en sarkofag under højaltret. Det betyder, at manden kan være Romer.

Arkæolog og geolog på Nationalmuseet Karin Frei har undersøgt indholdet af isotopen strontium i Sankt Lucius’ kranium. Strontium optages i kroppen gennem den mad, man spiser, og det vand, man drikker. Eftersom strontiumindholdet i undergrunden varierer fra sted til sted, afslører kroppens indhold af strontium, hvor i verden en person levede.

Karin Freis analyse viser, at kraniets ejermand godt kunne have levet i Rom og omegn, men den viser samtidig, at han også kunne være fra Danmark, da undergrunden i de to områder har næsten identisk strontiumindhold.

Skelet uden hoved
Jette Arneborg og Per Kristian Madsen tvivler dog stærkt på, at kraniets ejermand var dansker.

- Det er næsten utænkeligt, at man i 1100-tallet eller for den sags skyld senere kunne fremskaffe et kranium fra en mand, der var død i Danmark i 300-400-tallet, fordi folk dengang enten blev brændt eller blev begravet i dybe jordfæstegrave, og så mange hundrede år efter skulle der tilfældigheder til for at finde dem og grave dem op, siger Jette Arneborg.

I Rom blev indbyggerne derimod gravlagt i katakomberne, som var store underjordiske anlæg uden for byen. Både ikke-kristne og kristne blev stedt til hvile her, og katakomberne var uudtømmelige lagre af knogler og dermed relikvier, som kunne helliggøre kirker i både Rom og resten af kristenheden over alt i Europa.

Reglen var nemlig, at der i alle altre skulle være relikvier, gerne fra mere end én helgen, og forsynet med biskoppens garanti for ægtheden. Helgener fra Roms tidlig-kristne tid var i høj kurs, og Lucius blev som sådan indføjet i Roskilde på linje med domkirkens indvielse til Den Hellige Treenighed.

- Vi ved, at knoglerne fra de helgener, som Pave Paschalis førte til Sankt Cecilie-kirken rent faktisk kom fra de gravkamre i Callixtus’ katakomber ved Via Appia, hvor man mente, at oldkirkens romerske paver, herunder Sankt Lucius, var begravet, forklarer Per Kristian Madsen.

Han kan derfor heller ikke afvise, at det måske i virkeligheden er en anden paves kranium, som er endt i Roskilde.

Let låget
Ifølge Nationalmuseets direktør er der én måde af løse noget af gåden på, og det er ved at åbne sarkofagen under højalteret i Sankt Cecilie-kirken.

Både Per Kristian Madsen og Jette Arneborg har besøgt kirken for at se sarkofagen.

- Indtil videre har vi måttet styre vores lyst til at kigge, men hvis sarkofagen nu viser sig at rumme et skelet, som mangler hovedet, og hvis man kan godtgøre, at kraniet fra Roskilde engang hørte til dette skelet, så tyder meget på, at udsendingene fra Roskilde fik, hvad de troede var den hellige Lucius’ hoved, i Sankt Cecilie-kirken, siger Per Kristian Madsen.

Sammen med den katolske kirke i Danmark overvejer Nationalmuseet at bede om tilladelse til at lette på låget til sarkofagen, men uanset om det sker, så må man fastslå, at Sankt Lucius endnu i dag formår at fastholde og fascinere folk.