Udfører en søgningSøg
All Over Press/Ella Ling
26. april 2018

Caroline Wozniackis vindertøj og ketsjer udstilles på Nationalmuseet

Sammen med Danmarks befolkning udvalgte Nationalmuseet i oktober 30 genstande, der fortæller om højdepunkter og nye tendenser i vores livsstil siden år 2000. Udstillingen ’Din Ting, Vores Historie’ bliver løbende opdateret frem mod år 2020. Tenniskjolen og ketsjeren, som kan opleves på museet den næste måned, overtager pladsen fra astronaut Andreas Mogensens rumdragt fra turen til den internationale rumstation ISS. Rumdragten bliver lånt ud til en ny udstilling RUMMET TUR-RETUR på Danmarks Tekniske Museum.

”De store sportsbegivenheder er en vigtig del af vores samtidshistorie. Siden 1870’erne har sporten været en folkebevægelse, der i stigende grad påvirker danskernes livstil. Men elitesporten er også en markant spiller, når det gælder Danmarks markedsøkonomi og ikke mindst den nationale fællesskabsfølelse. Sportspræstationer som Wozniackis både samler os som danskere og inspirerer os som individer,” siger Lykke Pedersen, seniorforsker i nyere tid på Nationalmuseet.

Ketsjeren er den ene ud af i alt otte ketsjere, som Caroline Wozniacki havde med til finalen. Gennem kampen skiftede hun ketsjer flere gange. Kjolen er selve den kjole, hun brugte i finalen. Den er designet af Stella McCartney og Adidas sammen med Caroline Wozniacki.

Mandag d. 30 april kan Caroline Wozniacki opleves på tennisbanen i København, hvor hun spiller opvisningskamp mod Venus Williams i Telia Parken.

Se også