Amatørarkæologer finder vikingeskat med enestående guldmønter
Unik møntskat med over 250 mønter er dukket op på Bornholm. Skatten er endnu ikke udgravet helt og kan ses på Bornholms Museum fra tirsdag 29. april. Bagefter skal den til Nationalmuseet og færdigudgraves.
To bornholmske amatørarkæologer har fundet en ny vikingeskat på Solskinsøen. Skattefundet er fra den sene del af vikingetiden, består hovedsageligt af mønter, herunder tre guldmønter, og er fundet nær Tingsted i Vestermarie midt på Bornholm - et sted, der kaldes Ahlhøj.
De to amatørarkæologer - som kalder sig Nissebanden, da de begge er ”gråhårede herrer i starten af tresserne” - havde ikke de store forventninger til Ahlhøj, for ingen havde gået med metaldetektor i området før. Men der gik kun 10 minutter, så dukkede den første mønt op. Bagefter kom der fire i rap - og så ringede de til Finn Ole (Sonne Nielsen, chefarkæolog på Bornholms Museum), fortæller Bent Gregersen, som er den ene del af makkerparret.
- Jeg var helt oppe og køre. Da den første guldmønt dukkede op, dunkede adrenalinen i kroppen. Man bliver helt skør, siger Bent Gregersen grinende over telefonen fra Bornholm.
Begge detektorførere har været med til at opstøve skattefund før, men det er lige spændende hver gang, fortæller Frank Pelle, som har gået med metaldetektor i syv-otte år:
- Vi markerede hver mønt med en hvid plasticske, og lige pludselig var der bare hvide skeer overalt. Det var et syn, der fik det til at risle koldt ned ad ryggen på mig. Tænk, at man kan få lov til at finde mønter, som ingen har set eller rørt ved i tusind år, siger han.
Guldmønter fra Ægypten og Tunesien
Fundstedet er nu blevet grundigt undersøgt af finderne og arkæologer fra Bornholms Museum. En del af skattefundet er blevet taget op i præparat, hvilket betyder, at møntskatten er blevet gravet fri og løftet op i den jordklump, den ligger i. Røntgenbilleder taget på Bornholms Hospital viser, at ”skatteklumpen” gemmer på en hel del mønter. Derudover består skatten af en række løse mønter, brudstykker af mønter, et fornemt forgyldt sølvspænde, en fingerring af guld og en enkelt sølvbarre.
Indtil videre mener man, at skatten er lagt ned i den sene vikingetid i 1080’erne og indeholder mindst 250 sølvmønter i alt, fortæller René Laursen, som er ansvarlig for danefæregistrering og -behandling på Bornholms Museum:
- Skattefundet er helt specielt af flere årsager. Dels fordi, det er forholdsvis sjældent, at vi finder skatte fra slutningen af 1000-tallet på Bornholm, og dels fordi de tre guldmønter simpelthen er unikke fund, siger René Laursen og fortsætter:
- To af dem er arabiske gulddinarer, som er præget i henholdsvis 1040 i Ægypten og i 1060 Tunesien under Fatimide-dynastiet. Det er to helt enestående fund, for man har aldrig før fundet arabiske gulddinarer i en vikingetidsskat i Danmark, siger han.
Numismatisk sensation
Den tredje guldmønt er også et helt spektakulært fund - det er en gulddenar præget i Køln af Anno, som var ærkebiskop fra 1056-1075, fortæller arkæolog Gitte Ingvardson, som skriver ph.d. om vikingetidens sølvskatte på Bornholm.
- Mønten er en numismatisk sensation! Man har simpelthen aldrig nogensinde fundet en tilsvarende gulddenar noget sted i verden, siger hun.
Møntens motiv svarer til sølvmønter, der blev præget i de sidste år af ærkebispens embede, men der fandtes ikke tyske guldudmøntninger på denne tid. Derfor må mønten være en donationsmønt, en slags gavemønt, der blev fremstillet ved en ganske særlig begivenhed:
- I 1074 blev et oprør mod Anno II slået ned. Man kan tænke sig, at denne særlige guldmønt er præget for at fejre det, måske som gave til ærkebispens støtter under oprøret, siger Gitte Ingvardson og tilføjer:
- Vi ved ikke, hvordan mønten er havnet på Bornholm. Måske har en bornholmsk viking deltaget i europæisk storpolitik eller har handlet sig til den under rejser gennem Europa.
Fra Bornholm til Brede
Hvis din vej går forbi Bornholms Museum disse dage, kan du selv komme med et gæt på, hvordan Annos guldmønt mon endte på Solskinsøen: Bornholms Museum udstiller nemlig skattefundets mange dele fra tirsdag 29. april. Senere skal møntskatten til Nationalmuseets afdeling for Bevaring og Naturvidenskab i Brede, hvor museets konservatorer vil færdigudgrave ”skatteklumpen” og konservere alle delene.
På Nationalmuseet glæder museumsinspektør og møntekspert Line Bjerg sig til at se nærmere på skattefundet:
- Vi er SÅ spændte og begejstrede! Ud fra det vi kan se indtil videre, er møntskatten temmelig unik, og især sammensætningen af mønterne er helt speciel. Men eftersom en del af mønterne stadig ligger i præparat, bliver det spændende at se helt præcist, hvad den gemmer på, når Nationalmuseets konservatorer får udgravet hele skatten, siger Line Bjerg.
Så vi må vente lidt endnu på at få afsløret alle møntskattens hemmeligheder – fortsættelse følger...
Fakta: Møntskatten kort
- Møntskatten er fundet nær Tingsted i Vestermarie midt på Bornholm af amatørarkæologerne Frank Pelle og Bent Gregersen.
- Møntskatten består indtil videre af omkring 250 sølvmønter, tre guldmønter, et forgyldt sølvspænde, en fingerring af guld og en enkelt sølvbarre.
- De tre guldmønter er unikke, og især en tysk gulddenar er en sensation.
- Hele skattefundet er endnu ikke færdigudgravet, hvilket skal ske på Nationalmuseet.
Videoen nedenfor viser Bent Gregersens reaktion, da han finder en af guldmønterne i skatten:
<iframe width="560" height="315" src="//www.youtube.com/embed/nQx-vQrxT7I" frameborder="0" allowfullscreen=""></iframe>