Kong Harald Blåtand

Harald Blåtand (ca. 930 – 987), søn af Gorm den Gamle, var konge, da Trelleborg blev opført. Harald var konge over det nuværende Danmark, Nordtyskland, det sydlige Sverige og en del af Norge.

Han havde politiske alliancer med en del af de slaviske samfund syd for Østersøen og den normanniske hertug i Nordfrankrig.

Danmark var et valgkongedømme, hvor alle frie mænd i princippet udpegede kongen. Det gjaldt om at få samlet opbakning af tilstrækkeligt mange våbenføre mænd og herigennem vinde kongemagten. Som valgt konge sad Harald aldrig helt trygt på tronen. I de islandske sagaer er det beskrevet, hvordan nordmændene gjorde oprør mod ham, og hvordan hans broders søn gjorde krav på tronen.

Harald blev efterfulgt af sin søn, Svend Tveskæg (ca. 960 – 1014). Svend nåede tillige at erobre England kort før sin død i 1014.

Knud den Store (995 – 1035) var søn af Svend Tveskæg og nåede at blive den største danske konge, inden han døde ca. 40 år gammel. Han startede med at underlægge sig England i 1016, og i 1019 blev han konge i Danmark, hvor han efterfulgte sin broder Harald den Anden.