Fakta om Fulton
Lejrskole med Fulton
Tag på lejrskoleophold på Fulton.
Fulton - før og nu
Fulton af Marstal
(3-mastet slettop skonnert)
Fragtskib fra 1915-1969
I årene op til 1. verdenskrig anskaffede, udrustede og bemandede, de ca. 4.000 indbyggere i søfartsbyen Marstal på Ærø en flåde på ca. 150-170 skonnerter og galeaser. Sejlskibene sejlede hovedsageligt med fragt på Atlanten og i Europæisk farvand.
Fultons historie startede, da skipper Marius Eriksen i 1914-15 fik bygget skibet hos skibsbygmester Christian Ludvig Johansen for 33.000 kr. Skibet var ejet af et partsrederi, hvor skipper Marius Eriksen ejende en tredjedel. Stabelafløbningen i Marstal d. 26. marts 1915 tiltrak mange mennesker, som fulgte den dramatiske søsætning, hvor Fulton gik i stå på halvvejen, på grund af lavvande, og fik roret beskadiget undervejs.
Fulton sejlede med fragt gennem to verdenskrige frem til 1969, de første 8 år først og fremmest med klipfisk fra Newfoundland til Sydeuropa. I 1923 blev skibet solgt til Sverige, men sejlede fortsat med fragt, hovedsageligt i Østersø området. I 1960 kom skibet atter på danske hænder. Fultons sidste last var på 159 ton hvede, som blev sejlet fra Nakskov til Aalborg. Kornet blev leveret lillejuleaftensdag i 1969. Efterfølgende blev Fulton lagt op og sat til salg. I perioden fra 1923-69 forvandlede skibet sig fra sejlskib uden motor til motorskib med få sejl.
De små Marstal skonnerter, som Fulton, fik tilnavnet ”havets gråspurve”, fordi der var mange af dem og de altid var på langfart. Disse sejlskibe fragtede i 1800-tallet og først i 1900-tallet gods rundt i store dele af verden. Dansk søfart i dag bygger på det sømandskab, der voksede frem i træskibene, hvor tusindvis af søfolk på langfart levede og arbejdede under primitive forhold og i al slags vejr.
Ungdommens skib siden 1970
Den store flåde af danske skonnerter og galeaser svandt hurtigt ind sidst i 60’erne. Nogle af skibene blev solgt til udlandet, mens andre rådnede op i havnene. Nationalmuseet havde et ønske om at bevare et af skibene til eftertiden og en donation på 300.000 kr. fra Nilfisk A/S sikrede at Fulton blev Nationalmuseets skib i 1970. I Marstal var der både billeder, tegninger og interviews med tidligere besætningsmedlemmer, som gjorde det muligt at tilbageføre skibet rigning til det oprindelige udseende.
Meget utraditionelt blev det besluttet, at Nationalmuseets skib Fulton skulle sejle som lejrskoleskib, hvor skoleklasser fra hele landet fik mulighed for at booke et lejrskoleophold ombord. Det kan de stadig.
Fulton blev også et sted, som tiltrak en gruppe, udsatte unge, som oplevede stor gevinst ved at blive en del af fællesskabet ombord. Udsatte unge har i en eller anden form været en del af Fulton siden 1970. I dag er det muligt at komme ombord på Fulton i længere perioder som ’Esbjerg Matros’, hvis man som ung har brug for en hjælpende hånd til at finde en god retning i livet.
Siden 2013 har ’Fulton Fonden’ varetaget driften af Fulton. Du kan læse mere om Fulton i dag her: www.fulton.dk
Fulton sejler primært lejrskoletogter med klasser fra grundskoler og ungdomsskoler. Af andre gæster kan også nævnes: handicappede, arkæologiske dykkere, Lions Youth Exchange program, spejdere og andre ungdomsforeninger.
Gæsterne er normalt med i 5 dage, hvor de straks ved påmønstringen inddeles i 3 hold, som på skift varetager alle de daglige gøremål på det gamle skib, herunder madlavning, sejlsætning og rortørn.
Værd at vide
Hvem driver Fulton?
- Fulton Fonden.
Hvorfra kommer navnet Fulton?
- Eriksen beundrede ingeniøren Robert Fulton og opkaldte sit første skib efter ham.
Hvor har skibet hjemme?
- Nationalmuseet har valgt, at skibet skal høre hjemme i Marstal, hvor det er bygget.
Hvem ejer Fulton?
- Nationalmuseet har ejet det siden 1970.
Hvilken skibstype er Fulton?
- Fulton er en jagtbygget tremastet slettop skonnert.
Hvor meget træ er oprindeligt?
- Idet skibstømmer kun holder op til 40 år, er der stort set intet af det oprindelige tømmer tilbage.
Hvorfor vender rattet forkert?
- Rattet vender selvfølgelig rigtigt. Så er der plads til at stå bagved og kigge forefter, når man sejler.
Hvor sejler Fulton?
- Fulton sejler overalt i de danske farvande med afstikkere til nabolandene.
Hvor sover man ombord?
- Gæster sover i hængekøjer i skibets gamle lastrum.
Hvordan kan man støtte Fulton?
- Du kan melde dig ind i Fultons Venner eller donere et beløb.
Fakta
Længde overalt: 38 m
Længde i vandlinien: 26 m
Bredde: 7 m
Dybgang: 2,93 m
Stormastens højde: 24,5 m
Deplacement: 101 bt.
Sejl: 11 stk.
Sejlareal uden bredfok: 360 m2
Bredfok: 90 m2
Tovender: 60 stk.
Fart for sejl: max. 13 knob
Besætning: 3
Elever: Op til 5
Passagerer:
Overnattende: 35
Dagture: 60
Motor:
Scania: 316 bhk.
Fart for maskine: Max. 9 knob
Materialer:
Skrog: Eg
Dæk: Sibirisk lærk
Master: Douglas fyr
Rundholter: Douglas fyr