Græsk symposion-udstyr fundet i Italien
De græske vaser er det bedst bevarede arkæologiske materiale til det græske symposion. Ethvert museum med samlinger fra antikkens Grækenland vil typisk indeholde talrige eksempler på alt fra vinbowler, drikkekopper og amforaer. Etruskerne havde en forkærlighed for de figurdekorerede græske vaser, som blev transporteret i stor mængde på skibe – side om side med andre handelsvarer – fra Grækenland til Italien. De græske symposion-vaser blev her anvendt som udstyr i den etruskiske banket. De græske vaser i Etrurien kendes især fra deres anvendelse som gravgaver i de ofte rigt udstyrede kammergrave. At Etrurien var et godt marked for pottemagerværkstederne i Athen understreges i talrige eksempler, hvor pottemagerne kopierede formerne på de etruskiske vaser i forsøget på at imødekomme særlige ønsker eller behov fra de etruskiske kunder.
I Athen påbød en række love, som et led i demokratiseringsprocessen, at grave ikke måtte indeholde store mængder af værdifulde gravgaver og symposion-udstyr. I Athen er symposionudstyr derfor hovedsageligt fundet i huse og på offentlige pladser, hvor det har været brugt, ødelagt og efterladt. Det betyder, at man fra Athen ikke har den samme overflod af velbevarede græske vaser som fra Italien, hvor vaserne har kunnet stå uberørt, fra de blev nedlagt i gravene, og indtil de blev fundet igen mere end 2000 år senere.
I sidste halvdel af 17- og starten af 1800-tallet i den periode, som i kunst og arkitektur stilistisk kendetegnes ved nyklassicismen, bliver græske vaser et populært samlerobjekt blandt den europæiske kulturelite.
Italien var et populært rejsemål for de såkaldte ’dannelsesrejser’ i perioden, en interesse, som blomstrede ud af populære værker, såsom Johann Joachim Winckelmanns (1717-1768) bog, Geschichte der Kunst des Alterthums/Antikkens Historie fra 1764. Med dette værk blev Winckelmann sidenhen kendt som grundlægger af kunsthistorien. En af de helt centrale personligheder i den spirende interesse for indsamlingen af græske vaser var den britiske adelsmand Sir William Hamilton (1731-1803), som opkøbte vaser fra de mange antikvitetshandlere i Napoli-området i slutningen af 1700-tallet.
Udtømningen af grave, hvor de velbevarede vaser, guld, sølv og andre værdifulde genstande blev fjernet med henblik på at blive solgt videre til antikvitets-forhandlere og samlere, er et almindeligt forekommende fænomen på den tid.
Den danske Kong Christian 8.s interesse for Antikken er en af grundene til, at Nationalmuseet har Nordeuropas største samling af græske vaser. Som prins foretog han en dannelsesrejse til Italien (1819- 1821) sammen med sin hustru prinsesse Caroline Mathilde. Det var under den tur, hans interesse for græske vaser blev vakt, og i hans dagbøger beretter han bl.a., hvorledes han deltog i åbningen af flere rige grave i Nola og Cumae syd for Napoli. Inden sin hjemrejse erhvervede han en stor vasesamling fra den tidligere biskop af Tarent, Giuseppe Capece Latro, som sammen med senere erhvervelser udgjorde hans eget private Vasecabinet.
