Våben - Klar til angreb!
Det var ikke alle mænd i vikingetiden, der bar våben. Kun 1 ud af 8 var kriger.
Arkæologerne kender vikingetidens våben fra gravene. Når en kriger døde, fik han ofte sine våben med sig. I gravene er der fundet sværd, økser, lanser, skjolde samt buer og pile. Ikke alle mænd havde råd til et sværd - kun de vigtigste krigere.
De fineste sværd kunne være dekoreret med indlagte tråde
af sølv eller kobber. Vikingernes almindelige våben var derimod øksen. Bonden kunne både bruge øksen i sit daglige arbejde, men også hvis han skulle i krig. Ligesom sværdene kunne økserne være dekoreret.
En af de smukkeste økser, vi kender fra Danmark, stammer fra Bjerringhøj i Jylland. På øksens overflade findes fine mønstre lavet af sølvtråde.
Et andet almindeligt våben i vikingetiden var lansen. Lanserne var omkring 2 meter lange, og dermed højere end de fleste voksne mænd.
En kriger i vikingetiden havde også brug for et skjold til at forsvare sig med. Skjoldene var runde i formen. Der kendes kun et helt skjold fra Danmark. Det blev fundet på vikingeborgen Trelleborg ved Slagelse den 16. september 2008. Fra Norge kendes skjolde, der er malet i gule og sorte farver. Det er meget muligt, at de danske skjolde også har været bemalet i smukke farver. Arkæologerne har også fundet buer og pile, der stammer fra vikingetiden. De blev sikkert både brugt i krig og til jagt.
Nationalmuseets Undervisning
Mandag - fredag
kl. 10.00-12.00
Tlf. 41 20 60 66
Mail: undervisning@natmus.dk
Fakta om hjelme
Selvom de fleste forestiller sig vikingerne med hjelm, er der faktisk kun fundet én hjelm i hele Skandinavien. Den er fundet i en grav i Norge. Hjelmene i vikingetiden havde ikke horn, som mange ellers tror. De var derimod udstyret med næsebeskyttere.