Oseberg – vikingetidens rige kvinder
I vikingetiden kunne kvinder også være rige og magtfulde. Det viser vikingetidens rigeste grav, der er fundet i Oseberg i Norge. Her blev en fornem kvinde begravet i et stort skib, måske en dronning. Oven på graven havde man opført en jordhøj, så skibet var helt dækket.
Blandt gravgaverne var der mange fine ting udskåret i træ. Der var kister, spande, senge, en stol, en vogn og slæder. Hun havde også fået sengetøj med, der var
fyldt med de fineste fjer og dun. Olielamper til at tænde lys i fik hun også, samt et vægtæppe med mange flotte mønstre og figurer.
Kvinden havde også fået masser af husholdningsredskaber med sig i graven. Blandt andet gryder, stegepander, spande og knive. Disse husholdningsting fortæller om kvindens rolle i samfundet.
For selvom kvinderne i vikingetiden også kunne have magt ligesom mændene, var det nogen helt særlige ting, de bestemte over. Kvinderne bestemte nemlig over hjemmet og husholdningen.
Til gengæld er der ikke meget, der tyder på, at kvinderne var krigere ligesom nogle af mændene var i vikingetiden. Nok var de nogle gange med på vikingetogt, men det var kun, hvis vikingerne ville bosætte sig i et andet land og derfor ville have deres koner og børn med sig.
Nationalmuseets Undervisning
Mandag - fredag
kl. 10.00-12.00
Tlf. 41 20 60 66
Mail: undervisning@natmus.dk