Det Pengeløse Samfund
Miniudstilling i forhallen 5. maj – 15. juni
Kreditkort, bitcoins og mobile pay er begyndt at erstatte vores fysiske kontanter.
I Danmark har vi produceret mønter siden vikingetiden, men fra 2016 har Nationalbanken besluttet at stoppe produktionen og sende den i udbud.
Mønter er mere end blot valuta. Gennem historien har mønter haft mange former og størrelser, samt sjove og interessante motiver. Produktionen af mønter har altid involveret håndværk, og gennem tusinder af år er der produceret de mest fascinerende mønter. Forsvinder de i vor tid? Og går noget derved tabt?
Nationalmuseet inviterer med den lille udstilling ”Det Pengeløse Samfund” på en rejse ind i mønternes mangfoldighed, betydninger og produktion, hvor besøgende kan reflektere over et samfund uden mønter, uden penge.
Samtidig er udstillingen et mikroskopisk udsnit af den midlertidigt lukkede mønt- og medaljeudstilling, som der nu - med støtte fra Sven Svenssons Stiftelse för numismatik - er mulighed for at genopleve dele af.