Atleter i antikken

Atleter fra antikken til i dag

I antikken var de olympiske deltagere forbeholdt mandlige græske borgere, kvinder og slaver måtte ikke deltage. Sport var en vigtig del af uddannelsen af unge mænd, dels fordi det var vigtigt at have fysisk stærke krigere, og dels fordi man mente, at god fysik var ligeså vigtig som en stor viden. Træningen foregik i det såkaldte gymnasion og det var også her, at man blev undervist i f.eks. litteratur, filosofi og musik.

I dag må alle deltage i de olympiske lege uanset alder, køn eller race. Men sådan har det ikke altid været. Kvinder fik først mulighed for at være med ved legene i Paris 1900 i disciplinerne tennis og golf. Dette skete dog imod grundlæggeren Coubertins vilje, han mente nemlig ikke, at kvinderne burde vise sig frem. I Paris i 1924 vandt den første danske kvinde en guldmedalje, det var den 33-årige fægter Ellen Osiier. Den første mandlige danske guldmedaljevinder var Viggo Jensen, der vandt i vægtløftning i 1896.

Sportsbeklædning

De græske atleter dyrkede sport nøgne. Kroppen blev indsmurt i olie og sand, for på den måde kunne de blandt andet beskytte huden mod solen. Efter træningen tog atleterne en skraber og skrabede olie, sved og snavs af kroppen. Nogle anså det afskrabede for at have en helbredende virkning og gemte det derfor i små krukker.
 
Ifølge den græske forfatter Pausanias bar de græske atleter oprindeligt et lille lændeklæde. Men engang under en løbekonkurrence tabte en atlet ved navn Orsippos sit lændeklæde og vandt løbet, fordi han løb hurtigere uden. Efter det begyndte de græske mænd at dyrke sport nøgne. 

Umiddelbart ville dette lade visse sårbare dele af kroppen ubeskyttet, men én form for beskyttelse af vitale dele kan dog ses på vasemaleri. Man bandt en lille snor om penis' forhud til at beskytte mod snavs og kraftige bevægelser. Den eneste disciplin, hvor man ikke var nøgen, var i væddeløb med hestevogn. Her bar vognstyreren en lang hvid dragt.

Fra de første moderne olympiske lege i 1896 og optil i dag er sportsbeklædningen blevet mindre og mere tætsiddende. Fra 1960’ernes poloshirts og ballonshorts til blandt andet de moderne sprinterdragter, som næsten ligner badetøj. I 1960'erne var det mere den samtidige mode, der dikterede, hvorledes sportstøjet så ud. I dag er det moderne sportstøj specielt designet til hver enkelt sportsgren ud fra hvilket materiale og hvilken form, der giver den bedste præstation.

Sejr og triumf

”Det vigtigste ved De Olympiske Lege er ikke at vinde, men at deltage, ligesom det vigtigste i livet ikke er triumfen, men kampen for den. Det vigtigste er ikke at have overvundet andre, men at have kæmpet godt”.

Med disse ord beskrev Pierre de Coubertin sit ideal for de olympiske lege og på den måde adskilte han sig fra de antikke lege, hvor sejren var meget vigtig. De græske atleter deltog nemlig for at vinde. Det eneste der var vigtigt var en sejr, der var ingen 2. eller 3. pladser, som der er i dag. Sejren var så vigtig, at det var mere ærefuldt at dø i et forsøg på at vinde end at trække sig fra kampen uden en acceptabel grund. Hvis han gjorde det alligevel, kunne atleten risikere at blive pisket, når han vendte tilbage til sin hjemby. Her fulgte man nemlig ivrigt med i, hvordan atleterne klarede sig, og det var en meget stor ære for hele byen, hvis atleterne havde succes.

Når en atlet havde vundet, fik han et sejrsbånd bundet om hovedet og en palmegren i den højre hånd. Hvis en atlet var meget populær kunne han få bundet flere røde bånd om armene og benene. Først ved legenes sidste dag blev atleterne kronet med en krans foran det store Zeustempel under stor jubel fra de mange mennesker som overværede legene. Kransen var lavet af olivengrene fra Zeus’ hellige oliventræ. Ifølge en gammel tradition skulle kransen skæres af en dreng, hvis forældre stadig var i live.

Udover den store ære det var at vinde fik atleterne ofte penge og privilegier, som eksempelvis gratis måltider, fra deres hjembyer. Andre gange blev der opstillet statuer af de succesfulde atleter i helligdomme og nogen af dem blev fejret længe efter deres død.

I dag er der en medalje til første, anden og tredje pladsen. Efter hver konkurrence kåres vinderne og de får en medalje hængt om halsen. Og i 2004 i Athen fik atleterne også en olivenkrans om hovedet. I dag bliver mange sportsfolk også gjort til helte, og man hylder dem, når de vender hjem efter at have vundet de prestigefulde medaljer.

Læs også om Athenas præmier.

Snyd og doping

Doping kan være mange forskellige midler, både naturlige og kunstigt fremstillede, som kan hjælpe til at fremme præstationer og øge udholdenhed og styrke. Det er uvist i hvor høj grad, det var almindeligt at benytte sig af doping i antikken, men det er muligt, at man har taget svampe. Til gengæld fortæller flere kilder om atleter, der har snydt ved eksempelvis at bestikke dommere eller modstandere.
 
Hvis de græske atleter snød skulle de betale en bøde og for pengene blev der opstillet en Zeus statue i Olympia, de såkaldte Zanes. På vejen ud til stadion ville atleterne passere disse statuer og læse indskrifterne på baserne, som eksempelvis kunne lyde således ”En olympisk sejr bør ikke vindes ved hjælp af penge, men ved fodens hurtighed og kroppens styrke”.

I dag er doping en uundgåelig del af de olympiske lege. Men det er først indenfor de sidste 20 år, at der er kommet fokus på emnet, og man er begyndt at teste sportsfolk i forbindelse med konkurrencerne. Flere store sportsfolk er gennem tiden blevet frataget deres medaljer, fordi det har vist sig, at de benyttede sig af et præstationsfremmende middel. Listen over forbudte stoffer er lang, og hvert år tilføjes nye typer til den såkaldte ”dopingliste”. På www.doping.dk kan man finde flere oplysninger om emnet.