Byen ligger omgivet af rismarker og små-landsbyer. Ranke palmyra palmer pryder landskabet, og der er gulblomstrede hibiscus træer, neem træer og mængder af tornede akasie buske. Netop nu er der mængder af trækfugle fra nord på de våde rismarker.

Lige udenfor den gamle danske bydel ligger handelskvarteret med butikker, marked, tehuse, busholdeplads og bank. Her er travlhed fra morgen til aften.

Tranquebar har aldrig været en stor turistmagnet, men byen får alligevel en helside i de fleste indiske guide bøger i Tamil Nadu - modsat 11 linier i Lonely Planet: South India. Byplanen er så godt som uændret siden dansketiden, men et flertal af bygninger er misligholdt til ukendelighed. Især den tidligere guvernør bolig vil kun kunne reddes ved en større indsats, og en stor investering. Begge kirker er smukt vedligeholdte, men der er ikke umiddelbar adgang for almindelige indiske besøgende. Tranquebars indgangsport, Landporten fra 1792, står nyistandsat som en triumfbue og adgangspassage til den gamle bydel.

Mest imponerende er fortet Dansborg fra 1620, der efter gennemført restaurering står som på fortidens tegninger, malerier og akvareller og dominerer stranden. Fortet er åbent for offentlig adgang mod betaling, og indeholder et museum i dybt forfald: En rodet samling af tilfældige genstande, utætte montrer, smuldrende dokumenter og intetsigende tekster. En professionel genoprettelse og fornyelse af museet ville kunne gennemføres med en rimelig investering, efterfølgende vedligehold ville kunne finansieres delvis gennem entreindtægter og salg fra en museumsbutik. Museet i Dansborg kunne blive en attraktion af betydning.

Besøgende til Tranquebar i dag er fortrinsvis ekskursionister. Tamilske besøgende på dagtur på motorcykel, bus eller i bil. Køretøjer parkeres på eller ved eksercerpladsen, og der gås en kort tur langs stranden kombineret med et muligt besøg på Dansborg. Kirkerne besøges så godt som udelukkende af kristne, der på forhånd har haft ærinde i Tranquebar. Dertil besøges Tranquebar af et fåtal af udenlandske turister, fortrinsvis danskere og tyskere.

For besøgende, der ikke er specielt historisk interesserede, indbyder Tranquebar ikke til byvandring. Gaderne er i dårlig stand, og i regntiden oversvømmede på grund af manglende dræn. Overalt flyder affald og langs rabatter står for længst udslidte og ubrugelige vandposter og håndpumper. Dertil er gadeskilte, der fandtes indtil få år tilbage, forsvundet, så det spændende ved at være på Kongensgade eller Dronningensgade og Østergade, for ikke at tale om Store Malabargade er forsvundet; et enkelt gadeskilt med Admiral Street (på engelsk og tamil) findes endnu.

Byens posthus, der indtil for 10 år siden var smukt vedligeholdt, er så småt gået i forfald. Der tiltrænges malning, hvidtning og en opmaling af den imponerende tøndeformede postkasse. Postgangen fungerer imidlertid upåklageligt, hvor breve når Europa på 9-10 dage. Selv sendte jeg en bogpakke på 10 kilo med post fra Rønne til Tranquebar. Pakken ankom til Tranquebar efter kun 16 dage (!).

For få år siden var posthusets stempel stadig TRANQUEBAR, men er nu ændret til THARANGAMBADI, helt formelt korrekt, men uden det eksotiske element, der får turister til at sende postkort i mængde. Andre "eksotiske" navne med salgsværdi er blevet bibeholdt i Indien: Vasco da Gama, Goa, Port Blair og Pondicherry. I Pondicherry er også gadenavnene stadig på fransk. Poststemplet TRANQUEBAR burde få lov til at overleve på dispensation. Ligeledes burde Dansborg en dag få plads på et af Indiens mange særfrimærker (5 Rupees=70 øre synes her at være standardværdi) med en speciel tildeling til posthuset i Tharangambadi/Tranquebar.

Bygningsbilledet på Tranquebars hovedstrøg har ændret sig. Tidligere arkitektonisk harmoniske bygninger er blevet erstattet med mindre prisværdig arkitektur, og muren omkring Ny Jerusalem Kirkens kirkegård forsynet med religiøse slogans på tamil og (defekt) engelsk. Yderligere fornyelser må frarådes. Specielt grelt fremstår et mægtigt slogan, prydet et NGO opført vandtårn, som en mægtig ballon tæt ved Dansborg. Tårnet umuliggør fotos af Fortet fra vest. Trist, da vandtårnet udelukkende synes at være et reklameskilt, og ikke forsyner byen med vand.

Tranquebar har fra tid til anden haft små gæstefacilteter, der er forsvundet igen. Fornyelsen skete da den franskfødte entreprenør og kulturpersonlighed Francis Wacziarg (nu for længst indisk statsborger) af Taj Hotelgruppen købte "Collector's Bungalow" beliggende overfor Fortet og tæt ved stranden. Bungalowen blev genopbygget til et første klasses hotel, som The Bungalow on the Beach. Francis har dertil ikke mindre end 10 historiske hoteller i Indien, fra Rajastan til Uttaranchal og Nilgiri Bjergene. Nær ved Tranquebar ligger Francis' Hotel de l'Orient i Pondicherry. Tidligere fransk koloni, og indisk delstat. En imponerende serie af hoteller, hvor Tranquebar nu også er blevet privilegeret. Endnu et hotel i Tranquebar har han under opbygning i et klassisk indisk storfamiliehus nær ved Landporten. Huset har bemalede søjler og udskårne lofter i træ.

Vandforsyning til hoteller foregår fra private brønde, mens elektricitetsforsyningen til tider svigter. Generatorer klarer problemerne for hotellerne. Tilkørselsveje er rimelige, efter indiske forhold, uden for tæt trafik, mens bygadenettet er misligholdt. Bortskaffelse af affald er byens største problem, ligesom dræn, og til hinder for egentlige byvandringer.

Turister parkerer biler og motorcykler for enden af Kongensgade ved kysten, eller på eksercerpladsen foran Fortet. Dette er for øjeblikket ikke et problem, da der er rigelig plads.

Turister fra Vesten besøger Tranquebar af historisk interesse og bliver betaget af byens ro. Et flertal af Indiens byer er kaotiske og støjende, men ikke Tranquebar. Ubehageligt er det, at Ny Jerusalem Kirken sender sin klokkeringning ud via skrattende højtalere, modsat kaldet fra den lokale moske, der er mere afdæmpet og passende for byen.

Indiske turister kommer for stilheden, den friske luft og den smukke strand, og så for at charmeres af byens eksotiske præg.