Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Dagligliv i guvernørens residens

Denne bog fortæller historien om et bestemt hus - nærmere bestemt residencen for guvernøren i den tidligere danske koloni Tranquebar, som ligger på Coromandelkysten af Sydindien. Det er en fascinerende beretning om de danske guvernørfamilier, der fra sidst i 1700-tallet beboede huset frem til koloniens afhændelse i 1845 og det efterliv, huset har haft frem til i dag. Der lægges især vægt på det kulturmøde og den kulturudveksling, som i perioden fandt sted i og omkring huset, med den indiske stab af kokke, barnepiger, tolke og med repræsentanter fra det bredere indiske samfund bestående af handelsmænd, tempelpræster og fyrstelige delegater. Huset bruges som en slags prisme til at give et nyt perspektiv på Tranquebar. Der fortælles om det multikulturelle liv, der udspandt sig i den lille danske koloni, og på relationen til det bredere indiske og europæiske kolonimiljø. Undersøgelser af kulturelle kontakter mellem Indien og Europa har hidtil været defineret af den altoverskyggende britiske kolonialisme. Denne bog om den danske guvernørresidens og dens mennesker handler imidlertid om kulturel interaktion, som den tog sig ud for en mindre europæisk spiller på det indiske subkontinent. Bogen er skrevet på engelsk.

Danske guvernører, der har resideret i huset

David Brown 1775-1779
Peter Hermann Abbestée 1779-1788
Peter Anker 1788-1807
Johan Peter Hermansson 1807-1808
Gerhard Sievers Bille 1815-1816
Johan Peter Hermansson 1816-1822
Jens Kofoed 1822-1823
Ulrich Anton Schønheyder 1823-1825
Hans Diedrich Brinch Seidelin 1825-1829
Lauritz Christensen 1829-1832
Konrad Emil Mourier 1832-1838
Johannes von Rehling 1838-1841
Christian Tiemroth 1841-1841
Peder Hansen 1841-1845

 

Et sjal fra Kasmir, som har tilhørt Guvernør Peder Hansens familie, ca. 1845. Foto: John Lee, 2015. Nationalmuseet (DNT 846/1951 & 3604/1962)
Et sjal fra Kasmir, som har tilhørt Guvernør Peder Hansens familie, ca. 1845. Sjalet er afbilledet sammen med en kjole, der har tilhørt en hustru til en dansk handelsmand i Tranquebar 1810-20'erne. Foto: John Lee, 2015. Nationalmuseet (DNT 846/1951 & 3604/1962)

Fihl, Esther. (ed.). (2017). The Governor’s Residence in Tranquebar. The House and the Daily Life of its People, 1770-1845. Copenhagen: Museum Tusculanum Press.