Artiklen er baseret på et kortere etnografisk feltarbejde i Tranquebar fra februar og marts 2007 og fokuserer på de strategier, forhåbninger og ændringer, der med hensyn til uddannelse er herskende blandt fiskerne i landsbyen. Siden missionærerne Ziegenbalg og Plütschau i 1707 grundlagde de første skoler i Tranquebar, har byen været kendt som en ”skoleby”. På trods af landsbyens ringe størrelse er der adskillige skoler i Tranquebar og opland, og dette præger tydeligt bybilledet. Men hvor uddannelse tidligere har været forbeholdt de mere privilegerede, mens flertallet blandt de lavere kaster, som landsbyens meget synlige fiskerkaste, højest fik et par års skolegang, er der i løbet af de seneste par generationer sket en forøgelse af andelen af børn, der færdiggør grundskolen. Mange er nu villige til at opgive at oplære børnene i de traditionelle kastebeskæftigelser og forlade det hidtidige mønster for arbejdsdeling og kønsroller for at lade både drenge og piger gå i skole og fortsætte på en videregående uddannelse. Det er for mange et stort sats, socialt og økonomisk, at sætte alle familiens ressourcer ind på at skaffe børnene den omkostningsfulde uddannelse, men forhåbningerne er, at indsatsen vil betale sig i form af forøget social og økonomisk kapital til de familier, der har uddannede børn. Der er imidlertid mange forhindringer, der skal overkommes, og mange modstridende kræfter på spil i landsbyens netværk af aktører.

Bønnelycke, Julie. (2009). ”Skole og uddannelse i Tranquebars fiskersamfund”, in Esther Fihl (ed.), Tranquebar Initiativets Skriftserie, no. 6. Nationalmuseet.