Asserbo Slot
I dag ligger ruinerne af Asserbo Slot som et idyllisk sceneri i Asserbo Plantage omkranset af voldgrave og i skovklædte omgivelser. Stedet fremkalder mange følelser og har altid haft stor lokal betydning. Sceneriet var knap så idyllisk i 1600-tallet, da hele området blev hærget af flyvesand. Beboerne i de nærliggende landsbyer blev drevet på flugt, og Asserbo Slot blev overladt til stenbrydere og sandmasser.
Ruinerne af Asserbo Slot har en lang historie. Omkring 1163 skænkede Biskop Absalon Asserbo til et kloster for munke af karteuserordenen. Senere overgik det til cistercienserordenen og forskellige adelsfamilier for endeligt at blive krongods i 1560.
I begyndelsen af 1700-tallet blev Asserbo opgivet på grund af sandflugten i området, som lagde de omkringliggende landsbyer øde.