Kvinde med pels- eller fjerkappe
Den lille guldgubbe måler blot 1,5 cm i højden, og er lavet af tyndt guldblik. Den afbildede kvinde bærer en detaljerig dragt. Dragten består af en længdestribet kjole med en zigzagbort forneden. Det er muligt, at kjolen gengiver et stykke plisseret tekstil. Over kjolen ses en kappe med urolige striber. Dette mønster er formentlig en gengivelse af pels eller fjer. Under kjolen ses kvindens fødder.
Den nordiske frugtbarhedsgudinde, Freja, ejede en fugleham, som gjorde hende i stand til at tage form af en fugl og flyve mellem gudernes og menneskenes verdener.
Guldgubben viser måske Freja i hendes magiske fjerkappe. Pelskapper var almindelige overklædninger i jernalderen, og kunne være lavet af skind fra både tamme og vilde dyr.
Guldgubben er fundet på Bornholm. Den er dateret til det 6. århundrede e.Kr.