Stadsmusikanterne

I middelalderen var det almindeligt, at større byer ansatte én eller flere musikere. Musikernes opgave bestod i at kaste glans over bystyrets officielle funktioner, medvirke ved musik i kirken og stå for tårnblæsningen. Desuden spillede de til borgernes fester og underviste på mange forskellige instrumenter. Musikerne var lønnet af byen, og ofte måtte de forpligte sig til ikke at tage arbejde andre steder uden tilladelse.

Stadsmusikanter i Danmark

Fra 1670 kunne byerne ikke længere ansætte lokale musikere uden kongens godkendelse. Enevælden (1660-1849) medførte nemlig en ny status og ændrede vilkår for musikerne.

Den kongelige udnævnelse medførte en række forpligtelser – og privilegier. Stadsmusikerne skulle ulønnet levere trompetere til krigsflåden og spille til officielle funktioner og begivenheder. Til gengæld fik de eneret på al betalt musik i by og på land inden for klart afgrænsede distrikter.

Det betød i praksis, at det var bønderne og borgerne, som betalte for kongens og købstædernes forbrug af musik. Det var upopulært blandt bønderne; de ville nemlig hellere bruge deres egne spillemænd, som kendte det lokale repertoire.