Kvinder under enevælden

Islandske kvinders festdragt var kronet med en særpræget vinge oven på hovedtøjet: en skupla. Om den har været praktisk, når man red hjem fra gæstebud på de små islandske heste, er nok tvivlsomt. Den islandske nationaldragt blev i løbet af 1800-årene et symbol på frihedsbevægelsen, hvis mål var at komme af med det danske overherredømme. Dragten blev moderniseret, men mange beholdt skuplaen, der blev sammenlignet med islandske naturtræk som bjerge og gletchere. Ikke kun dragten, men også kvinden, der bar den, ansås for at være tæt på naturen og dermed på de nationale natursymboler. Selve landet var en kvinde: Moder Island, der skulle føde de kommende slægter, eller 'Bjergkvinden', der blev nationens nøglesymbol. Islandske kvinder var i øvrigt blandt de første i verden, der i 1882 fik en vis form for stemmeret. Retten gjaldt dog kun til kommunevalg og kun for enker og ugifte husbestyrerinder.

En sort kjole var en mere økonomisk investering end den hvide drøm, der kun bæres én gang. Den sorte kjole kunne siden bruges både til kirkegang, begravelse og andre højtidelige lejligheder. Til kjolen fra Fur hørte hvidt forklæde, hvidt tørklæde og et bælte. Vigtigst var dog brudens hår og hovedtøj: brudenakke eller brudekrone, der var tegn på jomfruelighed. Bryllupsdagen var den sidste gang, en kvinde viste sit hår, for som gift kone bar hun altid en sort hue. Brylluppet var kulminationen på den trolovelse, der tidligere var blevet indgået. Mange par begyndte i realiteten at leve sammen som mand og kone allerede i trolovelsestiden, selv om det formelt var forbudt. Der kunne vanke bøder, hvis man ikke holdt sig på måtten, men alligevel var mange brude gravide, når de stod foran alteret. Barnet blev dog ikke regnet for uægte, selv om det var undfanget før brylluppet.

På landet var det kvindernes opgave at malke køerne, skumme fløden, kærne, banke og forme smørret, syrne mælken og fremstille forskellige ostetyper.Alle mejerifagets færdigheder er udviklet af landbokvinder; først da maskiner og videnskabelige metoder i 1800-tallet ændrede mejeribruget, overtog mændene dette fag. Ud over daglige gøremål som madlavning, rengøring og vask stod en gårds madmoder for mange forskellige håndværk: Fårenes uld skulle kartes, spindes og væves, dyr skulle slagtes og en del af kødet saltes, køkkenhaven passes, og der skulle støbes lys, brygges øl og meget mere. En gård var selvforsynende med de fleste varer, og madmoderen fik hjælp til de mange opgaver af døtre og tjenestepiger. Mændene tog sig af de fleste udendørs opgaver, men ved store arbejder som høst og tørvegravning, hjalp kvinderne også til her.

I 1793 købte den 33-årige komtesse Birgitte Eleonora Rantzau herregården Lille Hesbjerg på Fyn. Ni år tidligere havde hun giftet sig med adelsmanden Niels Krag Levetzau, som hun fik en søn med. Men allerede efter et år, i 1785, flyttede parret fra hinanden, så det var for egen regning og risiko, Birgitte Eleonora købte og drev gården. År efter år ansøgte hun kongen om 'at blive løst fra bord og seng'. Hun søgte samtidig om ret til at råde over egne midler og til at nægte ægtemanden adgang til hendes formue. Men det var ingen let sag at opnå skilsmisse dengang. Birgitte Eleonoras onkel måtte fungere som værge, og støtte hende i ansøgningerne til kongen. Endelig i 1798 blev skilsmissen og forældremyndigheden over sønnen bevilget. Det kom til at koste Birgitte Eleonora 16.000 rigsdaler i bidrag til manden med 4% i rente fra ægteskabets ophævelse. På det punkt var der ingen ligestillingsproblemer.

Katrine Marie Povlsen hed den jordemoder, der havde dette skilt hængende foran sit hus. Skiltet er fra 1785, en tid med meget få fag for kvinder, der ville være selvstændige erhvervsdrivende. På skiltet ser man en kvinde med et nyfødt barn i svøb, en af de vellykkede fødsler, som Katrine Povlsen har forestået. En sådan fødsel var ingen selvfølge dengang; mange kvinder døde i barselsseng, og også børnedødeligheden var stor. Uddannelsen til jordemoder blev indstiftet i 1714; den varede 1-2 år og blev afsluttet med en eksamination af en læge. Den daglige undervisning af nye elever stod jordemødrene dog for. For at blive jordemoder skulle man sværge en ed, ligesom læger, og man skulle have borgerskab. Det var påbudt at skilte med sit erhverv, så det var let at finde jordemoderen, når veerne meldte sig.

Det sorte dukke-brudepar afspejlede ikke virkeligheden i Dansk Vestindien. Kun en lille procentdel af de slavegjorte kvinder blev gift, selv om mange fik børn med sorte mænd. Det betød ikke nødvendigvis, at parret fik lov at leve sammen, for hvis de tilhørte hver sin plantage, kunne de kun ses i weekenderne. Børnene voksede op i kvindens slavelandsby, hvor familie og venner hjalp hende med at passe dem. En del sorte kvinder fik desuden børn med plantagens ejer eller forvalter, der ofte udnyttede de unge slavepiger seksuelt. De børn, der blev resultatet af et sådant forhold, blev ofte frikøbt af deres far; undertiden blev moderen også købt fri. Hvide kvinder i Dansk Vestindien måtte til gengæld ikke have forhold til sorte mænd. En plantageejers datter på St. Jan blev landsforvist og forment adgang til sin formue, da hun fik barn med 'en hedning og sort slave'.

En velhavende mands hustru havde ikke udearbejde og fik oven i købet hjælp til pasning af hjem og børn. Hendes vigtigste opgave var at være en god mor og husmor og en repræsentativ og charmerende værtinde. Hjemmets døtre blev oplært i musik, kunst, litteratur og finere håndarbejde. Skolegang blev der ikke lagt megen vægt på, for målet var først og fremmest at fremelske et godt udseende og bibringe pigen kendskab til husførelse og en vis almendannelse, der gjorde hende til et attraktivt parti for en mand med den rette position i det samfund, som borgerskabets kvinder ikke selv tog direkte del i. Forfatteren Mathilde Fibiger, en af kvindesagens tidligste forkæmpere, kritiserede i en omdiskuteret brevroman det trivielle og passive kvindeliv i borgerskabets beskyttede stuer: 'Thi underkuede er vi, om end Lænkerne er forgyldte', skrev hun

Du kan se alle genstandene på denne side i udstillingen "Danmarkshistorier 1660-2000" på Nationalmuseet.