Kvinder i velfærdssamfundet

I 1919 købte den 28-årige Hansine Jensen en Singer trædesymaskine på afbetaling. På den syede hun ikke alene tøj til sig selv og sine børn, hun syede også på bestilling, bl.a. syede hun herrebukser til en butik i Sorø. Hun fik to kr. for et par bukser og kunne tjene 10 kr. om dagen. Manden, der var arbejdsmand, hjalp hende, når de seks børn var kommet i seng. Hver måned betalte hun 10 kr. af på symaskinen. En gift hjemmesyerske som Hansine Jensen kunne passe hus og børn samtidig med, at hun tjente penge. Meget af arbejdet måtte dog vente til om aftenen, når børnene sov, og lyset til gengæld var svagt. Syerskerne var dårligt betalt, men for gifte kvinder kunne pengene være et godt supplement til mandens løn. Nyt tøj til familien og lapning af det gamle klarede maskinen også. En symaskine stod derfor højt på mange kvinders ønskeseddel, men den var dyr og måtte ofte købes på afbetaling.

I årevis havde Marie Nielsen sparet sammen af sin tjenestepigeløn til det seminariestudium, der i 1908 skaffede hende eksamen som lærerinde. Samme år meldte hun sig ind i Socialdemokratisk Ungdomsforbund. Hun fortæller selv, at det skyldtes den afmagt, hun engang havde følt ved at se en ung tjenestepige få prygl. Marie Nielsen var i 1918 med til at stifte Socialistisk Arbejderparti og blev siden et kritisk medlem af Danmarks Kommunistiske Parti. I 1925 dannede hun Arbejderkvindernes Oplysningsforbund, der kæmpede for ligeløn og ret til abort. Hun ville også have indført seksualundervisning, så aborter kunne undgås og kvinder få samme muligheder som mænd for at skabe sig en karriere. I abortspørgsmålet kom Marie Nielsen efterhånden på kant med sit parti, og da medstifteren af DKP så oven i købet kritiserede Stalins udrensninger, blev hun i 1936 ekskluderet af partiet.

P-pillen kom til Danmark i 1966 og gjorde en ende på mange uønskede graviditeter og ulovlige aborter. Kravet om at kunne bestemme over egen krop, herunder hvornår man ønskede børn, var en af de ting, der stod på kvindebevægelsens program. Denne bevægelse, hvis bedst kendte repræsentanter var rødstrømperne, udsprang af en middelklasse, hvis døtre i stadig stigende tal fik studentereksamen og uddannelse. Indtil 1875 havde piger ikke adgang til denne eksamen, men herefter kunne de første af dem sætte huen på hovedet, og efter 1950 steg antallet af studentereksamener støt. Først i 1973 blev der indført fri abort i Danmark, men da havde p-pillerne allerede frisat sex-livet, som nu ikke længere behøvede være knyttet til reproduktion og forpligtelser. Ansvaret for, at der ikke kom børn ud af det, hvilede dog først og fremmest på kvinderne.

Med morgenmadsbakker i lyserød og lyseblå har Rigshospitalet fulgt med i kønsrolleudviklingen – eller måske har man blot fortsat en gammel tradition for lyserødt til piger og lyseblåt til drenge. Kvindebevægelsens døtre har nemlig ikke overtaget deres mødres trang til at udjævne eventuelle kønsforskelle hos børn. De har heller ingen lyst til at droppe de store, hvide kirkebryllupper, dyr make-up, udfordrende tøj, maskuline mænd og et stort forbrug af materielle goder. I det 21. århundrede er kvindekampen ikke fælles, men snarere en individuel kamp for at forene et stadigt stigende krav om spændende arbejde med et familieliv med far, mor og børn. Mange af de traditioner, som 68’erne kasserede, støves af igen – men til gengæld er mændene blevet aktive i pasningen af de børn, hvis centrale placering i den moderne kernefamilie har skabt nye begreber som trofæbørn og butlerforældre.

Du kan se alle genstandene på denne side i udstillingen "Danmarkshistorier 1660-2000" på Nationalmuseet.