Kvinder i nationalstaten

På Det Giensidige Forsikringsselskab Danmarks reklameskilt ses en hvidklædt Mor Danmark, som venter på at få sine fortabte døtre, de sønderjyske piger, hjem til riget. Motivet hentyder til tabet af Sønderjylland i 1864. Med denne nationale symbolik optræder forsikringsselskabet i rollen som den ansvarlige mor, der tager hånd om sine børn. I 1920 kom den røvede sønderjyske datter omsider frelst tilbage til sit rette fædreland. Ideen om, at dette fædreland var en kvinde, tog form i løbet af 1800-tallet og fik sit mest berømte udtryk i et maleri fra 1851 af Elisabeth Jerichau-Baumann. Hun stammede i øvrigt fra det russiskbesatte Polen, men var blevet familiesammenført med sin danske ægtemand, som hun havde mødt i Italien. Hendes maleri 'Danmark' forestillede en smuk, handlekraftig valkyrie, der med Dannebrog i den ene hånd og sværdet i den anden værner om sit land og sine børn.

En hårnål i form af en sølvpil kunne fortælle mindst to ting om den kvinde, der bar nålen: nemlig at hun havde sympati for grundtvigianismen og sandsynligvis havde været elev på en højskole grundlagt på denne bevægelse. Folkehøjskolernes elever var i begyndelsen karle, der brugte de stille vintermåneder i landbruget til at uddanne sig. Fra 1860’erne kom pigerne til at fylde højskolerne i sommerperioden; først fra 1885 optog Askov Højskole elever af begge køn. Højskolernes oprindelige ide, som blev udformet af Grundtvig, var at uddanne almindelige mennesker i fædrelandets historie og fællesskabets betydning. Et højskoleophold kunne betyde en ændring i en ung piges fremtid og livssyn: horisonten blev udvidet, hun fik nye venner og en større viden om både åndelige og praktiske emner, som kunne danne grundlag for en eventuel fremtid som landhusmor, lærerinde eller noget helt andet.

Der var stramme regler for de overvejende kvindelige arbejdere på Rubens Dampvæveri. De skulle koncentrere sig om at passe maskinvæven. Det var forbudt at sidde på væven, at snakke med hinanden og at løbe omkring i gården eller på selve fabrikken. Kun hvis en kvinde var syg, kunne hun med fabriksejerens tilladelse få lov at sidde på en kasse. Fabrikkerne havde behov for ufaglært – og billig – kvindelig arbejdskraft, og mange unge kvinder følte sig fristet af de faste arbejdstider og af lønnen, der var højere end fx en tjenestepiges. Også nogle gifte kvinder blev fabriksarbejdere. Dermed fik de dobbeltarbejde, for det var stadigt uhørt, at en mand skulle tage del i ansvaret for det huslige arbejde. Men med fabriksarbejdet fulgte ofte en større social bevidsthed, som med tiden skulle åbne kvindernes øjne for det uretfærdige i denne arbejdsfordeling.

Du kan se alle genstandene på denne side i udstillingen "Danmarkshistorier 1660-2000" på Nationalmuseet.