Sabotagemidler nedkastet i Danmark
I slutningen af 1800-tallet havde man opfundet nye typer af sprængstof til afløsning af det gammeldags krudt. De nye sprængstoffer, for eksempel trotyl (TNT) var kraftigere og kunne bruges i granater og miner, men også til civile formål, for eksempel minedrift.
Under 2. verdenskrig udvikledes endnu kraftigere typer af sprængstof, plastiske sprængstoffer. De kunne formes i hånden og havde konsistens omtrent som marcipan. En af typerne, det engelske 808, lugtede endda af marcipan.
De plastiske sprængstoffer fik militær betydning, fordi de kunne anvendes af sabotører til sprængning af jernbaneskinner og andet af stål. Sprængstoffet virkede på grund af sin hastige eksplosion kraftigst på det materiale, der gav det størst modstand. Det kunne knække en jernbaneskinne og flå hul i skroget på et stålskib.
Det var også meget sikkert at anvende, fordi det var svært at få til at sprænge. Faktisk kunne man sætte ild til det, uden at det gik i luften. Det skulle forsynes med en forsprængning af trotyl, der igen blev udløst af knaldskviksølv, som fandtes i en lille detonator. Detonatoren kunne man udløse med en almindelig krudt-lunte. Men sabotører kunne have brug for længere tid, for at kunne slippe væk. Derfor udvikledes tidsblyanter, som man trykkede på og dermed knækkede en lille glasampul med syre. Syren gav sig til at æde en udspændt kobbertråd, og når den brast, udløstes eksplosionen. Kobbertrådens tykkelse bestemte, hvor lang tid, der gik, det kunne være helt op til 24 timer.
Den hemmelige britiske organisation SOE kastede våben og sprængstoffer ned til den danske modstandsbevægelse. Det plastiske sprængstof blev anvendt ved de fleste af de omkring 1600 aktioner mod jernbaner i Jylland, og der blev også sænket tyske skibe i Danmark med nedkastede magnet-miner fyldt med plastisk sprængstof.
Men nedkastningerne foregik mest i Jylland, hvor der var øde. I København måtte sabotørerne ofte klare sig med det mere gammeldags trotyl, som de stjal fra den danske eller den tyske hærs lagre.