Store Bededags historie

Store Bededag stammer fra en forordning, som blev udstedt 27. marts 1686. Dagens formelle navn var "ekstraordinær, almindelig bededag", og den blev placeret den fjerde fredag efter påske. Dagen var én af i alt 3 faste- og bededage, som blev indført takket være Hans Bagger, som var biskop i Roskilde fra 1675 til 1693.

Hans Baggers bededage blev indført i løbet de første to år, han fungerede som biskop, men det var kun den midterste af dem, som blev lovfæstet gennem den kongelige forordning. Bededagen skulle erstatte de tre bededage, som fandtes på dette tidspunkt. Før reformationen havde der også været bededage, fx om foråret, ved høsten - og i øvrigt, når der var en særlig grund til det.

Store Bededag startede allerede aftenen før. Klokken 18 skulle der ringes med kirkens største klokke, og så skulle "boder, kældre og kroer" som solgte drikkevarer lukke. Næste dag skulle alle komme i kirke - i ordentlig tid og ædru.

Man skulle faste, indtil alle gudstjenester var overstået, og afholde sig fra arbejde, spil, leg og anden "verdslig forfængelighed". Det var også forbudt at foretage rejser - dog med undtagelse for dem, der var ansat i postvæsnet.