Leg og legetøj

Vi skriver år 2000. Oliver er 7 år. Hans værelse bugner af legetøj. Noget af det har han selv købt for sine lommepenge, og andet har han fået i gave. Sommetider får han så meget legetøj, at han slet ikke når at pakke det ud og lege med det.
Den populære film ”Star Wars” har for nylig haft biografpremiere og Oliver har allerede meget ”Star Wars” - legetøj.
Anna er 8 år. Ligesom alle de andre piger i skolen vil hun gerne ligne sine popidoler Spice Girls eller Britney Spears. Derfor går hun klædt i korte nederdele og korte stramtsiddende T-shirts, der afslører navlen. 
Efter skoletid går Oliver og Anna på fritidshjem, hvor pædagogerne ser efter dem, mens deres forældre er på arbejde. De voksne taler om, at nutidens børn er ”ønskebørn”.  

I 1960'erne er der stor forskel på, hvad piger og drenge leger med. Pigen Ann-Bett leger med påklædningsdukker og drengen Asger leger med sin røde lastbil. Det er sjældent at piger og drenge leger med de samme ting. I stedet bruger de hver især deres legetøj og fantasi til at efterligne de voksnes måde at leve på.
Når en dreng bliver voksen skal han kunne forsørge sin familie. Når en pige bliver voksen skal hun have lyst til at være hjemmegående husmor. Når hun leger, kan hun for eksempel forberede sig til voksenlivet ved at lege med babydukker.
Når børnene fylder 13 år er de teenagere. Påklædningsdukkerne og lastbilerne bliver skiftet ud med grammofonplader og idolbilleder. Men der er stadig forskel på piger og drenge.

I slutningen af 1800-tallet har arbejderbørn ikke meget tid til leg. Legetøjet er ofte hjemmelavet. ”Skal vi trille hjul?” råber drengene til hinanden, og så spæner de om kap ned ad gaden med hvert deres trillebånd foran sig. De fleste havde selv lavet dem af kasserede tøndebånd af jern.
Inde i baggården blev der spillet ”Terre”. Børnene skiftedes til at kaste brikkerne op i luften og gribe dem igen. Brikkerne, der var lavet af knogler fra lam, skulle gribes i en bestemt rækkefølge. Hvem vinder?
 

Men faktisk er det sjældent, at børnene har tid til at lege. De fleste skal både passe deres skole og et arbejde ved siden af. Drengene arbejder måske på en tobaksfabrik og pigerne passer de små søskende, mens forældrene er på arbejde. Forældrene kan ikke få pengene til at række, hvis ikke børnene hjælper til. Sådan levede børnene i en arbejderfamilie for 100 år siden. 

Det var helt almindeligt blandt almuen i 1800-tallet, at børnene fremstillede deres eget legetøj. Det kunne  f.eks. være slynger, rangler eller dukker. Christine var fem år, da hun syede sin kludedukke. Hendes forældre havde ikke råd til at købe et porcelæns-dukkehoved, så Christine flettede selv et hoved af bomuldsgarn og fyldte det ud med bomuldsrester. Hun syede også en madras, en dyne og en hovedpude til sin dukke. Nu er dukken blevet over 150 år gammel. 

Nogle danske børn boede i de danske kolonier i 1700- og 1800-tallet. En dukkehimmelseng med moskitonet har tilhørt et søskendepar, der boede i kolonien Dansk Vestindien, en øgruppe i Det Caribiske Hav. En ”Negertøjdukke” har tilhørt en dreng, der blev født på øen St. Thomas.
Børnenes legetøj afspejlede indretningen i deres vestindiske hjem, men også mødet med den sorte befolkning på øerne. Det var for eksempel almindeligt, at hvide danske børn blev passet af en sort barnepige - en nanny. "Lille Marie på Nekys arm" er titlen på et maleri af N.P. Holbech fra 1838. Neky var fra Dansk Vestindien. Hun tjente også som barnepige i København hos søofficer Dahlerup, der havde været på St. Croix. Marie er malerens datter. Selvom kolonien var dansk, boede der familier fra mange forskellige lande. Ud over en del danske og norske familier, var der også englændere og nordamerikanere og sydamerikanere. Den største del af befolkningen var dog afrikanere, som danskerne havde bragt til øerne for at bruge dem som slaver.