
Leg som seriøs besøgspraksis
21.04.2026
MMTP med i åbningspanel på international konference om museumsbesøg.
I midten af april deltog seniorforskerne Nanna Holdgaard og Anne Rørbæk Olesen i den internationale konference Visiting the Museum: New Perspectives and Future Directions på University of Brighton.
Konferencen samlede forskere og museumsprofessionelle fra hele verden for at diskutere, hvad det vil sige at være museumsbesøgende i dag – og hvordan museumsbesøg formes af følelser, krop, sansning, magt og institutionelle rammer.
På konferencens åbningspanel præsenterede Nanna Holdgaard og Anne Rørbæk Olesen oplægget The Playing Visitor. Oplægget udfordrer den stadig udbredte forestilling om museumsbesøgende som primært observerende og argumenterer for leg som en central og meningsfuld måde at opleve museer på for både børn, unge og voksne. Her præsenteredes “den legende besøgende” både som analytisk begreb og som strategisk ideal i museumsarbejde.
Oplægget indgik i en bredere samtale om relationen mellem besøgende og museum og placerede Nationalmuseets arbejde i den internationale forskningsfront på området.
Deltagelsen i konferencen styrkede både netværk og vidensdeling og bidrager til Nationalmuseets fortsatte arbejde med at udvikle mere værdifulde og inkluderende museumsoplevelser.