Rang og stand

Renæssancens adel var en opdelt stand, dog var alle adelige hævet over almuen. Adelige var udvalgt af Gud til at værne og være lensherrer. Derfor fortjente de rang og privilegier.

Adelen var udvalgt af Gud

I renæssancen var den danske adel opdelt i høj-, mellem- og lavadel. Siden middelalderen havde adelen haft særstatus som værnestand. Mændene skulle værne rigets indbyggere og tjene kongen i krig imod at være fritaget for skat af deres jordegods. Alle adelige var hævet over almuen, og havde ret til at retsforfølge deres tjenere efter landets love. Adelige var altid født ind i standen, og deres position var derfor bestemt af Gud. Der var ingen som tvivlede på, at adelige var de rigtige til at være lensherrer og bestride rigets embeder.

Bevæbnede, ærekære mænd

Adelige bar altid kårde og vidste, hvordan den skulle bruges. Æresfølelsen var samtidig stor, og krænkelser førte nemt til duel med skader på liv og legeme som følge. Renæssancen var generelt mere voldelig end nutiden, og uoverensstemmelser blev hellere løst med næven end med munden.

Højadelen - renæssancens elite

Højadelen var rigets gamle og fornemme slægter, der gennem de rigtige giftermål sad på størstedelen af rigets jord. Det var også den eneste stand, som havde politisk indflydelse gennem sin plads i riget styrende organ - Rigsrådet. Højadelen udviklede sig til en embedsmandsstand bl.a. gennem bedre uddannelse og den distancerede sig i højere grad fra mellem- og lavadelen. Adelsstanden stod dog altid sammen, når dens privileger blev udfordret, fx af utilfredse storkøbmænd.