Adelsmænd på dannelsesrejse

Udenlandsrejsen var forbeholdt mandlige medlemmer af adelen. Det var en stor udgiftspost for familien, som sendte unge danske adelsmænd rundt i de meste af Europa. Her lærte de sprog, men også fægtekunst og belejringsteknik. Renæssancens adelsstand skulle kunne indtræde i statsadministrationen og det betød stigende forventninger til unge adelsfolks kunnen.
Dannelsesrejsen var oftest sidste led i uddannelsen efter et ophold på Københavns Universitet eller Sorø Akademi. Men mange unge drog også ud for netop at blive kvalificeret til universitetet. Omkostningerne ved at sende sin søn af sted var store, og op gennem renæssancen var der en ren eksplosion i udgifterne til dannelsesrejsen. Lægeregninger, bøger og tøjindkøb var tunge poster på budgettet.

Dannelsesrejsens mål var Tyskland og Franking

I 1500-tallet var Tyskland og især byerne ved grænsen til Frankrig yndede mål for dannelsesrejsen. Her kunne sprogkundskaberne forbedres i kombination med ophold på et universitet. Italien var også et obligatorisk rejsemål, da italiensk ligesom fransk var en vigtig del af en ung mands dannelse. Ved 30-årskrigens udbrud i 1618 gik rejsen i stigende grad til Holland og de britiske øer. De unge skulle blive fortrolige med sprog samt ridning og fægtning. I Holland kunne den unge adelsmand studere belejringsteknik og fæstninger under de spansk-hollandske kampe.

Forældre frygtede katolikker

Den unge mand rejste aldrig alene. Med sig havde han ofte tjenere og altid en præceptor, og tit rejste flere familiemedlemmer sammen. Præceptoren, der skulle overvåge studierne og økonomien,  var i jævnlig brevkontakt med hjemmet. Han aflagde rapport og modtog ordrer. Præceptoren blev valgt med omhu, og var ofte en ældre student. Forældrene forberedte deres søn grundigt, så han ikke skulle falde i katolicismens net. Derimod var frygten for konkurrerende reformerte kirker - fx calvinister - ikke udtalt.

I 1500-tallet var Tyskland og især byerne ved grænsen til Frankrig yndede mål for dannelsesrejsen.