De germanske gudestatuetter
Små bronzefigurer af mennesker, næsten udelukkende mænd, dukker op i løbet af 3.-4. årh. e.Kr. De er fundet enkeltvis på bopladser eller nær søer og moser, men ofte kender vi ikke de nærmere fundomstændigheder. Enkelte af de små metalmænd endte som skrotmetal i et skattefund, mens de tilsyneladende ikke blev anvendt som gravgaver til de døde ved begravelser. Figurerne er forskelligt udformede; nogle er plastisk veludførte, mens andre mangler hænder og fødder eller måske bare består af et hoved på en lang tap. De fleste af mændene er nøgne eller har blot et bælte om livet. Nogle bærer smykker i form af arm- eller halsringe. Ofte er ansigtet velformet med en kalotformet frisure med midterskilning og håret redt ned langs siderne. Flere har et kraftigt overskæg og et spidst hageskæg. Vi ved ikke, hvem figurerne forestiller – måske guder. Brugen af gudestatuetter i Norden kan være en inspiration fra Romerriget, hvor guder ofte blev gengivet i form af små statuetter af bronze, for eksempel de såkaldte larer, der beskyttede familiens ejendom og blev dyrket ved hjemmets arne.