De skriftlige kilder fortæller om vikingernes rejser

Vikingerne skrev ikke selv bøger. Når vi alligevel kender til vikingernes færden ude i verden, så er det fordi, at udenlandske historiefortællere skrev om deres møde med vikingerne.

Vi hører blandt andet om diplomatiske og politiske udvekslinger, plyndringer af byer, klostre og kongsgårde, deltagelse i forskellige konflikter som ”lejesoldater” samt skatteopkrævning fra vikingernes side på Kontinentet. Der var også gang i både fjernhandel og missionsvirksomhed. Kilderne afslører altså med andre ord fortidens udenrigspolitik.

Og det er faktisk et billede, man kan genfinde, når man ser på de arkæologiske kilder – de genstande vikingerne efterlod sig, og som vi kan være heldige at finde i dag!

De skriftlige kilder, der fortæller om vikingernes opførsel i Europa, er sammensatte og komplicerede. Og de er altid skrevet, så begivenhederne ses fra én side og ud fra en ide og et formål med at nedskrive historien. Der findes en del beretninger om de skandinaviske vikingers færden i de vesteuropæiske lande. Udover den angelsaksiske krønike er en anden vigtig kilde de frankiske rigsårbøger. Man begyndte at skrive dem i 780 e.Kr. De fortæller om tiden fra 741 e.Kr. til 829 e.Kr., det vil sige vikingetidens begyndelse.

Mange af de skriftlige kilder nævner plyndringer og angreb. Fra disse kilder ved vi for eksempel, at vikingerne allerede i 787 e.Kr. angreb den sydøstengelske kyst, og at de satte voldsomme angreb ind forskellige steder i Europa fra første halvdel af 800-årene. Af eksempler kan nævnes angreb på Toulouse, Frankrig, i 844 og angreb på Paris året efter.

Men det er ikke kun oplysninger om vold og overfald, man kan læse om i kilderne. I Europa blev der eksempelvis nedskrevet forskellige kloster- og rigsårbøger. Det er ofte kortfattede notater, hvor man finder beskrivelser af kontakter mellem diplomater fra henholdsvis det frankiske hof og de danske konger. Her kan man læse, at de blandt andet gav hinanden gaver.

De diplomatiske kontakter blev plejet, så man kunne udveksle gidsler, og så unge skandinaver kunne modtage uddannelse ved det frankiske hof. Kejserne i Europa, især Ludwig den Fromme, blandede sig jævnligt i de danske magt- og tronstridigheder, og han forsøgte at præge udviklingen i Norden. Et højdepunkt var, da den danske konge Harald Klak besøgte Ingelheim/Mainz i 826, hvor han blev døbt og modtog kostbare dåbsgaver.

Den angelsaksiske krønike

”I dette år viste der sig skrækkelige tegn over Northumbria, som skræmte indbyggerne slemt. De bestod af mægtige hvirvelvinde og lyn, og ildsprudlende drager sås flyvende i luften. En svær hungersnød fulgte snart oven på disse tegn, og lidt efter i det samme år, den 8. juni, ødelagde hedenske mænds hærgninger jammerligt Guds kirke på Lindisfarne med plyndringer og mord”.

Året er 793 e.Kr. Her berettes om, hvordan vikinger plyndrede og hærgede et kloster på øen Lindisfarne ud for Englands nordøstkyst. Historien er nedskrevet i den angelsaksiske krønike. Denne krønike er en af de vigtigste kilder til Englands historie i vikingetiden. Grundstammen i krøniken er nedskrevet i Wessex i slutningen af 800-tallet, men der er skrevet videre på den andre steder i landet i de følgende århundreder.

I den angelsaksiske krønike fortælles blandt andet om vikingerne og deres opførsel i det engelsk-irske område. Eller rettere: der fortælles om, hvordan man på de britiske øer opfattede vikingerne, og hvordan man ønskede at viderebringe historierne om vikingerne til de kommende generationer.